HJØRRING: - Kierkegaard og Sartre...en stor mundfuld?
Ikke hvis man spørger Freja, Magnus, Thea og Lærke.
De er midt i deres gymnasieuddannelse på Hjørring Gymnasium og HF-kursus, og modsat hvad man ellers hører om det at gå i gymnasiet, så mener de alle, at der er luft til at gøre andre ting og tage initiativ til nye og anderledes ting, selvom de også skal lave lektier og aflevere opgaver.
- For hvis man tager sig tid, så er der også tid, som Freja forklarer.
Og det med at tage et initiativ er præcis, hvad Freja gjorde for et år siden, hvor hun sendte en besked til alle eleverne, om nogen havde lyst til at være med i en "uautoriseret filosofisk læsekreds". Det var der en del, der havde.
Nu har studiekredsen eksisteret i et år, og de fire deltagere synes alle, at det har givet dem en masse at læse filosofiske tekster og diskutere dem med hinanden. Selvom teksterne kan være svære, så kan man sammen finde frem til det vigtige.
Da Magnus bliver spurgt om, hvordan studiekredsen har været, svarer han som det første "sjov". Han synes, som de tre andre, at det har givet noget ekstra at være sammen om at gøre noget andet, end man plejer som ung.
- En filmklub havde nok ikke været helt så usædvanlig.
Freja uddyber, hvorfor hun synes, at studiekredsen kan noget:
- Det er, som om vi unge er blevet for dårlige til at tænke selv. Vi accepterer blot, at der kun er ét facit, at en tekst skal læses på en bestemt måde, at vi skal tage en bestemt uddannelse, at man skal flytte ind til storbyen og starte på universitetet, når man er færdig med en gymnasial uddannelse.
- Vi skal blive bedre til at finde ud af, hvad vi selv mener - det er også det, vi gør i studiekredsen, for der er jo ikke nogen lærer til stede, så vi er alle på samme niveau. Og ved at læse om store tænkere, begynder man også selv at kunne tænke større.
Freja går ud af 3.g til sommer, så hvad kommer der til at ske med læsekredsen?
Thea, Lærke og Magnus går alle i 2.g, og de overvejer, om ikke studiekredsen skal køre videre næste år. De synes faktisk, at det er rart, at man får læst nogle tekster, som man ikke ellers ville læse.
De tænker så det knager på Hjørring Gymnasium
Elever mødes med tanker om de store tænkere
19. maj 2018 kl. 08.52