Dannelse af nyt pastorat
Biskop Henning Toft Bro har besluttet, at der fra den 1. marts 2018 dannes et nyt pastorat bestående af fem sogne: Lendum-Hørmested-Tolne-Mosbjerg-Ugilt. I den anledning inviterer Menighedsrådene alle interesserede til et møde i Ugilt Præstegård tirsdag den 23. januar klokken 19. Her vil der blive gjort rede for de tanker menighedsrådene har, deres visioner og planer for fremtiden.
Der knyttes to fuldtids præstestillinger til pastoratet. Det betyder, at de fem kirker fremover deles om to præster. Den ene præst er Lise Munk Petersen. Hun har siden december 2002 været ansat som sognepræst i Tolne-Mosbjerg. Lise Munk Petersen bliver boende i Tolne Præstegård, men bliver nu kirkebogsførende sognepræst i alle de fem nævnte sogne. Den anden præstestilling opslås først i det nye år. Den præst, der ansættes, skal bo i Lendum Præstegård og sammen med Lise Munk Petersen være præst for alle fem sogne.
For Ugilts vedkommende betyder det nye pastorat, at der ikke længere er en fastboende præst. Menighedsrådet arbejder med forskellige fremtidsscenarier vedrørende Ugilt Præstegård. Ugilt menighedsråd ser imidlertid mange fordele ved at komme i pastoratsfællesskab med sogne af samme størrelse og med lignende betingelser for kirkelivet.
Det nye pastorat bestående af fem sogne er blevet en realitet efter drøftelser med de berørte menighedsråd og præster. Disse drøftelser er sket i en positiv og fremtidsorienteret ånd. Alle parter har bidraget med gode forslag og har mod på en fælles fremtid. Ugilt har længe savnet en fast præst, Lendum-Hørmested står uden præst fra 1. februar, hvor Lone Kirkelund går på pension, og Tolne-Mosbjerg er på sigt en lille enhed, som på et tidspunkt ville skulle indstille sig på ikke at kunne have en fuldtidspræst alene. Ved fælles hjælp får menighedsrådene stor indflydelse på egen fremtid.
De fem sogne er forholdsvis jævnbyrdige hvad angår størrelse og vilkår i øvrigt, da de er landsogne. Menighedsrådene er enige om, at det er en fordel at kunne fokusere fuldt ud på opgaven at være kirke i landsogne. Mange erfaringer og idéer kan udveksles.
Det er endvidere et håb, at dette nye pastorat kan tiltrække kvalificerede ansøgere. Flere yngre præster ønsker nemlig et embede, hvor der er tæt samarbejde med en kollega, ligesom det er blevet mere attraktivt inden for den seneste tid at være præst på landet.
For at komme godt ind i det nye fællesskab mødes Tolne-Mosbjerg menighedsråd, Lendum menighedsråd, Hørmested menighedsråd, Ugilt menighedsråd, sognepræst Lise Munk Petersen og provst Winnie Nørholm Rischel til en hel dags arbejde og samvær lørdag den 13. januar. Arbejdet denne dag vil dreje sig om at få kendskab til hinandens forhold og forståelse for hinandens traditioner, udfordringer og styrker.