Billede beskrivelse

Danmarks billigste hus ligger i Vendsyssel: Så hurtigt blev det solgt

Salgskvadratmeterpris på 344 kroner er blot en lille brøkdel af, hvad andre huse på egnen bliver solgt for

15. februar 2022 kl. 10.06
Opdateret kl. 10.59

VENDSYSSEL: Det tog blot en uge at få solgt Danmarks billigste hus, som blev sat til salg i den lille landsby Terpet nær Tårs i Vendsyssel.

Det skriver boligmediet Boliga.dk.

Køberen har da heller ikke brugt tid på at forhandle udbudsprisen på 75.000 kroner ned, da ejendommen er solgt ”lige på beløbet”.

Det 218 kvadratmeter store, slidte hus skiftede hænder i december, viser det netop tinglyste skøde.

Den nye ejer har nu lidt af en opgave foran sig; der er nemlig ikke ”nogen former for garanti på varme, el, vand og kloaksystemer på ejendommen”, som det stod beskrevet i salgsmaterialet fra mæglerbutikken Villadsen Ejendomshandel.

Med i handlen følger udover huset også et værksted, et skur og en grund på 610 kvadratmeter.

Hvor andre villaer og rækkehuse i området ifølge Boliga.dks salgsdata blev solgt efter i gennemsnit 198 dage på markedet, gik det altså noget hurtigere på Terpetvej.

Den endelige salgskvadratmeterpris på 344 kroner for det billige hus er også blot en lille brøkdel af, hvad andre huse på egnen bliver solgt for:

I 2021 sikrede køberne sig nemlig én kvadratmeter villa for næsten 19.700 kroner - eller omkring 2,9 millioner kroner for et hus på eksempelvis 150 kvadratmeter - i den nordjyske kommune.

Det billigste hus, der lige nu er til salg i Danmark, ligger i Højer nær den dansk-tyske grænse og er udbudt til salg for 95.000 kr.

Se flere billeder af den solgte ejendom HER

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste