Conni og Jørgen driver Hirtshals’ største overnatningssted
Omkring 34.000 overnatninger om året hos Hirtshals Camping
HIRTSHALS: Hirtshals Camping har ca. 34.000 overnatninger om året, og er dermed den største overnatningssted i Hirtshals-området, siger Jørgen Eriksen, der er campingfatter.
- Og vi har 200 pladser, som var fyldt helt op i juni og juli - 90 procent er autocampere, tilføjer han.
Autocamperne er i stor vækst på både campingpladsen og pladsen i Jyllandsgade, som Jørgen også administrerer.
Siden parret overtog Hirtshals Camping i 2015 har man oplevet en stigning i antallet af gæster på 25 procent.
- Det er vigtigt, at vi bevarer autocamper-pladsen i Jyllandsgade (Stoltzes Plads), fordi den ligger bynært. Pladsen her kan byen slet ikke undvære, og vi har altid glade kunder på denne plads - husk på, at vi er en transitby på mange måder. Auto-camperne bruger pladsen, når de skal videre til Norge, eller er kommet derfra. Det er utroligt vigtigt med denne buffer-plads til de mange auto-campere, der hele tiden besøger Hirtshals, mener han.
Fru Conni sørger for receptionen - og alt, hvad der følger med det.
- Vi glæder os til hver dag, men vi glæder os også til at få lidt ro senere, og få ladet op til næste sæson, lyder det fra parret.
Jens Brændgaard