Billede beskrivelse

Hvem bliver Sindals største taber?

15. februar 2022 kl. 10.00
Opdateret kl. 10.13

59 deltagere blev meldt til, da der søndag var indvejning til konkurrencen med titlen ”Sindals største taber”, som Sindal Motionscenter har sat i søen.

- Det er simpelt hen gået over al forventning. Vi havde ikke sat et mål men havde håbet det bedste og frygtet det værste. Men vi fik faktisk lige omkring 50 nye medlemmer, fortæller næstformand i Sindal Motionscenter, Henriette Kristiansen.

Konkurrencen kommer til at køre som et otte ugers forløb med fokus på træning og vægttab, og til sidste bliver vinderen den, der har tabt sig mest procentvis. Der er også eksisterende medlemmer blandt de tilmeldte.

Henriette Kristiansen fortæller, at arrangørerne i begyndelsen tænkte, om de var mødt for mange op til at tage sig af indvejningen.

- Men vi fik brug for alle mand. Der var ikke tid til at hygge med en sandwich midtvejs, den måtte vi slutte af med i stedet, fortæller Henriette Kristiansen.

Flere var forhindrede på dagen, så mandag aften var der en lille ekstra indvejning, hvor yderligere 15 blev meldt til.

Deltagerantallet kan blive endnu højere, da flere deltagere har meldt, at de kommer. Der er rullende indmelding, så man kan stadig nå det. Det betyder dog, at man har kortere tid at tabe sig i.

I perioden på de otte uger kan deltagerne bruge centrets redskaber og deltage i forskellige former for holdtræning. Det er der stor interesse for, og der er udsigt til en pæn stigning i aktivitetsniveauet i motionscentret.

Allerede efter indvejningen var der godt fyldt på holdlisterne.

- Der begynder at komme godt gang i det, det er næsten overfyldt. Mandag bliver der to spinningtimer i stedet for en, fortæller Henriette Kristiansen.

Der bliver også et nyt barselshold, og så er der et hold med træning for begyndere, som der også er stor interesse for.

- Vi starter et hold, der hedder ”Kom godt i gang”, som er for alle dem, der måske ikke har trænet før eller dem, hvor der er mange år siden, som trænger til at træne med ligestillede, så man ikke føler sig helt alene om det med først lige at være gået i gang, fortæller Henriette Kristiansen.

Allerede søndag var der omkring 15 tilmeldte på det hold.

I løbet af de otte uger kan deltagerne også hveranden mandag blive vejet, hvor der indgår en kropsanalyse med information om fedtprocent og fedt omkring organerne.

Der er også oprettet en facebook-gruppe, hvor medlemmerne kan støtte hinanden.

Efter de otte uger vil den endelige vejning finde sted, og her vil man finde Sindals største taber. Der er præmier på spil - hovedpræmien er en præmie på 5000 kroner, som er givet af Sparekassen Danmarks afdeling i Sindal.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste