Billede beskrivelse

Café Venligbo flytter til Østergade

19. december 2017 kl. 07.48

De seneste to år har Café Venligbo på P. Nørkjærs Plads, fire dage om ugen, dannet rammen om menneskers møde med hinanden på tværs af kulturer og alder.

Det har været et sted med samtale, sang, sprogundervisning, udveksling og ikke mindst venlighed.

Og mens der ikke vil blive ændret på værdierne, vil der snart ske andre ændringer med Café Venligbo.

Søndag 17. december lukkede caféen i sin nuværende form og flytter fra P. Nørkjærs Plads til nye lokaler i Østergade 9. Den nye Café Venligbo vil åbne i februar med kun én fast ugentlig åbningsdag, torsdag fra klokken 14 til 18.

- Caféen er et sted, drevet af frivillige, hvor man kan gå ind, hvis man har lyst til at møde nye mennesker - og hvor man med sikkerhed vil blive mødt venligt i døren. Det kan være, man er ny i byen eller bare har lyst til at være en del af et varmt fællesskab. Man kan gå derind alene, eller man kan følges med familie eller venner. Når man møder hinanden med den venlighed og nysgerrighed, Venligboerne står for, får man en anderledes værdifuld samtale med nærvær. Det gør mennesker godt, siger Merete Bonde Pilgaard, stifter af Venligboerne.

Ændringerne kommer blandt andet fordi de gamle lokaler er blevet for store at holde rene for de frivillige. Derudover er besøgstallet i caféen de seneste måneder faldet - til dels, fordi antallet af nye flygtninge og asylansøgere i Hjørring og resten af Danmark er faldet drastisk.

- Men Café Venligbo er nemlig ikke kun for flygtninge, understreger Merete Bonde Pilgaard.

- Mange har gennem tiden troet, at Venligboerne kun handler om at møde flygtninge venligt. Det er ikke rigtigt. Venligboerne havde jo sin oprindelige start i et sundhedsfremmende projekt, netop i Hjørring, og det handler stadig om det, det handlede om fra start -nemlig venlighed mellem mennesker helt generelt, siger Merete Bonde Pilgaard.

Derfor gælder de oprindelige nøglesætninger også for den nye Café Venligbo - vær venlig i mødet med andre - vær nysgerrig, når du møder mennesker, der er forskellige fra dig - mød forskellighed med respekt. Men sætningerne får en ekstra betydning fremover.

- Et nyt fokuspunkt vil være at få folk til også at være venlige over for sig selv. I virkeligheden er det nok det vigtigste, for da får vi netop energien til at øse af venligheden til andre. Vi skal gøre os selv “langtidsholdbare" ved hjælp af venlighed, og det kan være svært for mange i en travl hverdag. Men det gør det ikke mindre vigtigt, forklarer Merete Bonde Pilgaard.

Udover den ugentlige åbningsdag hver torsdag vil Café Venligbo også holde forskellige annoncerede arrangementer, blandt andet fællessang, fællesspisninger, musikaftener, særlige kvindeaftener og fordybelsesaftener.

Fælles for arrangementerne er netop venligheden, og på fordybelsesaftenerne bliver der sat fokus på, hvordan alle kan blive bedre til at være venlige over for sig selv og andre. "Vi vil i det hele taget gerne grave et spadestik dybere i forhold til at forstå venligheds store betydning for menneskers trivsel generelt" forklarer Merete Bonde Pilgaard.

Den endelige åbningsdag for den nye udgave af Café Venligbo er endnu ikke endeligt fastlagt, men værdierne er stadig de samme - fremover vil de bare kunne findes på Østergade 9. Udover Venligboerne så kommer lokalerne til at huse: Stop Spild og Rådgivning til yngre demente.

På Facebook findes der også lokale Venligbogrupper: Venligboerne, Venligboerne Hjørring og Cafe Venligbo Hjørring.

- Vi glæder os til at have caféen et endnu mere synligt og centralt sted, så alle mennesker kan se, at det er en café, hvor alle er velkomne, tilføjer Merete Bonde Pilgaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste