Britisk avis: Hirtshals-restaurant i top ti
Hirtshals Fiskehus tager hul på den nye sæson
HIRTSHALS: Når Hirtshals Fiskehus åbner for den nye sæson torsdag skulle jorden være gødet for et pænt rykind.
Og ikke blot på grund af en gunstig vejrudsigt.
For nylig kårede den britiske avis The Guardian nemlig fiskehuset som en af de ti bedste restauranter nær havet i Europa.
- Der er intet som at spise friskfanget fisk med duften fra havet som ledersager, lyder det fra The Guardian, hvis rejseskribenter har udvalgt deres favoritter.
- Om sommeren er der mange borde og en service-luge, hvor kunderne kan bestille en række af fisk og skaldyr, for det meste baseret om et smørrebrød - en åben sandwich. Retterne inkluderer en skaldyrsplatte, som er hummer, krabbeklør, rejer og muslinger serveret med hjemmelavet dressing, skiver af baguette og smør. Det er også værd at prøve den lokale favorit ”stjerneskud”, en sandwich skabt til at markere Yuri Gagarins besøg i København i 1962, et år efter han blev den første mand i rummet, hedder det blandt andet.
Hirtshals Fiskehus var naturligvis begejstret, da nyheden tikkede ind tidligere i marts:
- Nu er vi ikke dem som går og praler, meeeeen det bliver vi simpelthen bare nødt til at gøre nu. Vi kan overhovedet ikke få vores arme ned, lød det på facebook.