Børne- og Ungdomskoret gav sommerkoncert

27. juni 2017 kl. 10.28

Sidste onsdag fejrede Tversted Kirke midsommeraften ved en festlig koncert med deltagelse af Tversted-Uggerby kirkers Børne- og Ungdomskor.

Koncerten blev indledt med en smuk indmarch af de to kor, der sang "As I went down in the river to pray". Organist og korleder Rolf Ruggaard præsenterede aftenens program, og Børnekoret indledte koncerten med "Hvis du ser en krokodille i dit badekar" og "Min bedste er festlig, hun farver sit hår". Herefter sang Ungdomskoret "Det er i dag et vejr, et solskinsvejr" og "En yndig og frydefuld sommertid".

Efter disse sange var der fællessang, inden Børne- og Ungdomskoret fortsatte koncerten. Korene sang både hver for sig og til sidst sammen med "Ulvesang og Anemonesang" af Sebastian.

Hele koncerten blev dirigeret af organist Rolf Ruggaard, og organist ved Hirtshals Kirke Arne Jørgen Fæø akkompagnerede korene på klaver. Menighedsrådets formand Elsebeth Madvig glædede sig over at så mange bakkede op omkring koncerten og takkede de medvirkende, inden alle blev inviteret på lidt forfriskninger i våbenhuset.

Børnekoret består af børn i alderen 7 - 9 år, der hver tirsdag i skoleåret synger og leger på Bindslev Skole. Koret deltager i mange af kirkens arrangementer i løbet af året, og flere af børnene fortsætter senere i Ungdomskoret.

Ungdomskoret er unge i alderen 13 - 17 år, der i flere år har sunget i koret. De øver ugentligt i Konfirmandhuset og tilbydes sangundervisning for hold på Sindal Skole. Kirken lægger stor vægt på, at de unge får gode oplevelser og har et godt socialt sammenhold, så de har lyst til at blive ved med at synge sammen. Derfor er Tversted Kirke også tilsluttet Folkekirkens Ungdomskor, der med sine 12.000 korsangere og korledere er Danmarks største kororganisation. Som en del af dette fællesskab skal Ungdomskoret deltage i det store korlandsstævne i 2018.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste