Bobler, kager og barnestjerne i Arnold Busck

26. september 2017 kl. 06.54

Arnold Busck boghandel i Metropol går særdeles aktive dage i møde med hele tre - meget forskellige - arrangementer.

Arnold Busck inviterer til Tumletid med bObles torsdag 28. september fra klokken 10:30 til 15 med aldersgrupperne 0 - 12 mdr. og 1 - 2 år.

- Vi tumler, hopper og balancerer os til en glad krop og giver inspiration til bObles’ universet. Kom og vær med, lyder opfordringen fra firmaet.

Man kan tilmelde sig på: https://bobles.dk/tumletid/

Fredag 29. september fra kl. 19:30 - 20:30 besøger Liv Martine Arnold Busck. Liv Martine signerer sin nye bog "Kagetid" og byder på smagsprøver til de første heldige signeringsgæster. Liv Martine vandt som den yngste nogensinde "Den store bagedyst" i 2015.

Forlaget skriver om bogen:

Endelig en bagebog til piger, der elsker at bage, og som er dygtige, men som har brug for en pædagogisk tilgang.

Vinder af Den Store Bagedyst Liv Martine og tegneren Simone Thorup Eriksen er gået sammen om at skabe den lækreste kagebagebog til døtre og deres mødre.

Bogen er fyldt med ambitiøse, men meget pædagogiske opskrifter på alt fra det søde køkken. Her er tutti frutti-cupcakes, donuts, moderne kajkager og en TO DIE FOR isvaffellagkage og mange mange flere. Mange af opskrifterne er med forslag til pynt af Simone Thorup Eriksen.

Bogen er gennemillustreret med lækre billeder blandet med illustrationer i Simone Thorup Eriksens kønne streg.

Lørdag 30. september fra klokken 13 til 14 besøger Jan Priiskorn Schmidt Arnold Busck i Metropol Shoppingcenter. Jan Priiskorn Schmidt signerer sin nye biografi "Barnestjernen fra Bryggen - Den fulde historie efter 45 års tavshed". Jan Priiskorn Schmidt er tidligere barneskuespiller og har medvirket i mange store danske film.

Forlaget skriver: "Med en karriere, der strakte sig over 24 film, er Jan Priskorn Schmidt til dato dansk films mest benyttede barneskuespiller. I sin tolv år lange karriere spillede han sammen med filmbranchens største danske stjerner, som Dirch Passer, Ove Sprogøe og Ghita Nørby, og medvirkede i film som Sommer i Tyrol, Min søsters børn og Flådens friske fyre.

I en alder af bare 21 år trak Jan Priskorn Schmidt sig tilbage fra offentligheden. Gennem 45 år har han undgået enhver kontakt med pressen og medierne, og forsøgt at lægge tiden som skuespiller bag sig. Indtil nu.

"Barnestjernen fra Bryggen" er Jans personlige fortælling om en turbulent barndom som landskendt skuespiller og en ungdom præget af angst, virkelighedsflugt og bevidsthedsudvidende stoffer. Jan Priskorn Schmidt fortæller ærligt og åbenhjertigt om sin barndom i dansk film og i arbejderkvarteret på Islands Brygge, om livets op- og nedture, om tidens store ikoner og om de indre dæmoner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste