Billede beskrivelse

Bjergkøbing Grand Prix i Lønstrup

21. december 2017 kl. 17.48

Når julegaverne er pakket op, juleanden spist, og 1. og 2 juledags familiefester er overstået, vil det være en god ide at gå i biografen 3. juledag, onsdag 27. december.

Den dag viser Lønstrup Café Bio klokken 15 den traditionelle julefilm »Bjergkøbing Grand Prix« for børn, barnlige sjæle og alle vi andre.

Man kan også komme til Grand Prix i Lønstrup Café Bio 28. eller 29. december klokken 15.

Den norske animationsfilm har dansk tale og musik af Bent Fabricius Bjerre

»Bjergkøbing Grand Prix« er et stykke filmhistorisk unika. Vi befinder os i landsbyen Bjergkøbing, hvor Theodor Fælgen, som både begår sig som cykelreparatør og opfinder, bor sammen med den sprælske fugl Sofus »med halstørklæde, filttøfler og lav moral« og det noget hypokondriske pindsvin Ludvig.

En dag erfarer trioen, at en af Theodors tidligere assistenter, Rudolf Blodstrupmose, har tyvstjålet sin læremesters motordesigns og nu er en af verdens førende racerkørere. Med hjælp fra en godmodig oliesheik, der tilfældigvis er på ferie i området, får trekløveret konstrueret en helt særlig racerbil, Il Tempo Gigante, som forhåbentlig kan sikre Theodor førstepladsen i væddeløbet mod sin tidligere, udspekulerede lærling.

Filmen er jovialt hyggelig og er lige så længe om at komme op i gear som Fælgens hjemmegjorte racerbil, »El Tempo Gigante«. Men når det sker, må man holde på hat og motorbriller, for Ivo Caprinos dukkefilm om racerløbet mellem cykelsmeden og Rudolf Blodstrupmose, er stadig hæsblæsende, spektakulær og humorfyldt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste