Bilist stoppet i Hjørring: Fandt 100 gram amfetamin, digitalvægt og et snifferør
HJØRRING: Det begyndte med en almindelig kontrol af en bilist, men endte med, at Nordjyllands Politi fik fat i en mængde amfetamin til en værdi af flere tusinde kroner.
Søndag morgenen standsede politiet en bilist til kontrol på Sæbyvej i Hjørring, da man via patruljevognens IT-system kunne se, at den pågældende bilist - en 38-årig mand - ikke havde førerret til personbil.
Samtidig var mistanke om påvirket kørsel, og en narkometertest gav da også udslag.
En visitation af bilisten og en ransagning af bilen kastede efterfølgende 38 gram amfetamin, 4 gram hash, et snifferør og en digitalvægt af sig.
Senere på dagen udførte politiet så en ransagning af den sigtedes bopæl, et sted i Hjørring kommune.
Her konfiskerede politiet 63 gram amfetamin, 4,29 gram hash samt en stjålet trailer. Altså mere end 100 gram amfetamin samlet set.
Den 38-årige er sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg, tyveri af trailer samt narkopåvirket kørsel og kørsel uden førerret.