Besøg Tornby Bjerg
Nyd den storslåede udsigt fra Tornby Bjerg, der har sit højeste punkt 84 meter over havet.
Herfra er der i godt vejr udsigt til Hjørrings Bjerge, Rubjerg Knude Fyr og Børglum Kloster, mod øst og sydøst er landskabet frodigt, grønt og bakket.
Der knytter sig en del legender til Tornby og Tornby Bjerg, en af dem er beskrevet i folderen som Knud Gammelgaard i samarbejde med Ejnar Vestergaard har udgivet:
Det var i den store syndflods dage. Syndige som de var, skulle alle mennesker udryddes.
Dog med undtagelse af Noah og hans udvalgte. Noahs ark flød på vandene, masser af vand.
Arken kom forbi Tornby Bjerg. På bjerget stod en mand og kiggede. Noah spurgte om han ville med ombord. Hertil svarede manden: ” Nej tak, det er kun en byge. Men ellers tak.”
Fra Tornby Bjerg er der en storslået udsigt over det nordvestlige Vendsyssel med det skarptskårne landskab - dannet af istidens gletsjere. Mod nord og nordvest strækker havet og de store klitplantager sig, så langt øjet rækker. Hvis vejret er klart får man en fornemmelse af klitstrækningen mod Skagen. I godt vejr er der bl.a. udsigt til Hjørring, Børglum Kloster og Rubjerg Knude Fyr. Mod øst og sydøst kigger man ind over land, og her er landskabet frodigt, grønt og bakket.
Panorama cykelruten ”Højt over havet” går lige forbi Tornby Bjerg.