Besøg i en kreativ landbohave i Sindal
På Skovlyvej i Sindal ligger ejendommen Skovly, en ejendom som Vagn Krogholm overtog i 1980. Dengang var der landbrug med kødkvæg, får og heste, og jorden blev dyrket. Foruden landbruget havde Vagn Krogholm dyrlægepraksis i Sindal indtil 1990. Herefter blev han ansat som dyrlæge ved slagteriet i Hjørring, og da dette lukkede, fortsatte Vagn som dyrlæge ved slagteriet i Sæby indtil for få år siden.
For 14 år siden besluttede Vagn Krogholm at nedlægge landbruget og overgå til skovdrift. Der blev plantet i tusindvis af træer på de tidligere marker, og i dag består ejendommens 34 tønder land af naturskov med løvtræer og buske samt en kæmpe landbohave på 10.000 kvadratmeter.
- Jeg interesserer mig meget for naturen, og jeg vil helst være ude hele tiden. Derfor synes jeg ikke, at det er en sur pligt at passe de mange tønder land med skov og have. Det er kun dejligt og inspirerende. Heldigvis synes Bine også, at det er dejligt at være ude i haven, og hun potter mange planter i drivhuset, så vi er selvforsynende med nye planter, fortæller Vagn Krogholm, der sidste lørdag og søndag havde inviteret alle interesserede til at aflægge Skovly et besøg og se den store imponerende landbohave, der består af omkring 500 rhododendron foruden planter, store bede med stauder, sommerblomster samt mange roser af forskellig slags herunder engelske og historiske roser. Der er også store løvtræer, stedsegrønne træer og skovbund med løgplanter samt køkkenhave og drivhuse.
Der er lejlighed til at se eller gense den smukke landbohave på Skovlyvej lørdag den 12. og søndag den 13. august mellem klokken 10 og 18, hvor besøgende kan få en god havesnak med Bine og Vagn.