Bedre koordinering og markedsføring var på dagsordenen
LØKKEN: Der er et behov for at skabe en stor fælles kalender, der viser hvilke begivenheder, som Løkken har at byde sin gæster på. Det blev konklusionen efter Løkken.dks netværksmøde for ”Detail, spisesteder og overnatning”.
Mødet blev holdt på Løkken Turistbureau med repræsentanter for de nævnte brancher. Dels er det et behov, som gæsterne af Løkken har, men det er også et internt behov mellem aktørerne, således at aktørerne kan koordinere og undgå at store begivenheder rammer ind over hinanden.
Der var hurtig og bred enighed om at skabe en slags fælles kalender, men det er endnu uvist, hvordan kalenderen skal udformes. For nu er en app for dyr en løsning, og det undersøges derfor, om der findes billigere og enklere alternativer.
Flere emner på dagsordenen
Det var dog ikke kun en fælles kalender, der var på dagsordenen ved netværksmødet.
Det blev nemlig også nævnt, at der er brug for bedre skiltning til de virksomheder, der ligger lidt uden for centrum. Opgaven bliver taget op i bestyrelsen, som skal finde mulige løsninger i forhold til form på skiltene og den efterfølgende drift forbundet dermed.
Annoncekonsulent Martin Nielsen fra Løkken.dks bestyrelse oplyste, at man går i gang med markedsføring af Løkken i omegnsbyerne Aalborg, Brønderslev, Hjørring med flere for at skaffe flere endags turister.
Der blev også slået et slag for at forsøge at skaffe mere omtale af Løkken. Det kan blandt andet ske ved, at den enkelte virksomhed sender pressemeddelelser til forskellige medier.
Næste møde i gruppen holdes lige efter påske den 20. april kl. 8 – 9.30 på Kallehavegård Badehotel. Alle medlemmer af Løkken.dk er velkomne.