Aurion frister også med chokolade

Nordmændene elsker Aurions chokolade-kræs - chokoladen sælges også lokalt i Hjørring

24. november 2018 kl. 05.42

HJØRRING: Det er ikke så kendt, at Aurion producerer chokolade, og det er da også lidt utraditionelt, at et mølleri, hvis største produktion er mel og gryn, fremstiller chokolade. Men det gør de, og dem, som kender chokoladen, ved, at det er en velbevaret hemmelighed.

Men hvad skyldes chokoladeeventyret? Jo, da Jørn Ussing Larsen var en ung mand, blev han uddannet konditor fra de fineste konditorskoler i Schweiz og Sverige. Han var faktisk så dygtig, at han fik en medalje. Jørn var altså konditor, og han sled fra tidlig morgen til sen aften i sin fars konditori, Willys Konditori, som lå på Springvandspladsen i Hjørring. Nogle vil måske huske, at konditoriet blev bombet af tyskerne under krigen.

Jørns hjerte bankede for det gode surdejsbrød og de gamle kornsorter, men da Aurion blev grundlagt i 1974, kunne han alligevel ikke slippe konditorhåndværket, og håndlavet chokolade fremstillet af de bedste økologiske råvarer har derfor været en fast bestanddel af Aurions sortiment i mere end 44 år.

I dag står Aurions helt egen ChokoladeLone i spidsen for det lille duftende chokoladeværksted, hvor medarbejderne på Aurion sjovt nok altid lige skal forbi. ChokoladeLone fremstiller alt chokolade i hånden og udvikler sammen med Jørn nye opskrifter.

I Norge elsker de Aurions chokolade, og eksporten til Norge er ikke ubetydelig.

I foråret blev Aurion bedt om at fremstille en økologisk chokoladejulekalender til det norske marked. Det blev startskuddet til Aurions første julekalender, og hele sommeren er gået med at planlægge julechokoladen i det lille chokoladeværksted.

Chokoladen kan købes i Aurion-butikken i Søndergade eller online på Aurion.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste