HJØRRING: The McLain Family Band giver koncert i Hjørring fredag 29. juni klokken 16 ved legepladsen ved Vendelbopladsen.
Bandet spiller to gange tre kvarter.
- Vi har gjort et scoop i Hjørring Handel. Spar Event har med The McLain Family Band sørget for, at der kommer virkelig fed musik i gaden, siger Rikke Ejsenhardt, event- og aktivitetschef i Hjørring Handel.
Spar Event og Hjørring Handel har vist sig at være en ret god cocktail. De står nemlig allerede står bag flere succeser - blandt andet i forbindelse med Kvindeugen.
- Og der kommer flere af dem. Spar Event er nemlig også en stor medspiller i det store nye Stjernemodeshow, som vi i fællesskab holder fredag 21. september i Park Vendia, tilføjer Rikke Ejsenhardt.
Det legendariske Americana band kommer til Danmark som led i jubilæumsturnéen og skal i øvrigt også spille til Rebildfesten.
The McLain Family Band har sin oprindelse i Kentucky. Bluegrass, folk, country og gospel blev i 1968 begyndelsen til en succesrig musikalsk karriere.
The McLain Family Band er internationalt kendt, og spillestilen karakteriseres som Americana og nutidig Appalachian bluegrass musik.
Gennem årene har bandet optrådt i alle 50 amerikanske stater og i 62 lande kloden rundt.
Desuden har The McLain Family Band bland andet spillet på scenen i Carnegie Hall, Kennedy Center for the Performing Arts og the Lincoln Center. Bandet har toppet plakaterne ved hundredvis af festivaler og koncerter, og desuden været solister mere end 200 gange med fuldt orkester.
Alle større landsdækkende tv-stationer, inklusiv CNN har haft de musikalske talenter fra Kentucky på programmet.
Sammensætningen af gruppen, der deltager i den månedlange Europaturne er Raymond McLain (banjo, fiddle, sang), Alice McLain White (mandolin, bas, sang), Ruth McLain (mandolin, bas, sang), Al White (mandolin, fiddle, guitar, sang, banjo) og Daxson Lewis (banjo, guitar, sang).
Når tiden tillader det, involverer bandet også søster Nancy Ann McLain Wartman samt broderen og svigerinden Michael og Jennifer McLain, som blandt andet er studiemusikere i Nashville, TN.
Americana Band spiller i Østergade
Legendarisk amerikansk band til Hjørring - spiller også til Rebildfesten
26. juni 2018 kl. 13.01