Ældreudflugt med ældrehjælp ud i det blå

08. juli 2017 kl. 08.38

I uge 25 bragte avisen en artikel om det frivillige beredskab "Ældre hjælper ældre", hvor ildsjæle blandt de mere mobile ældre giver en hånd med, når det behøves.

Det var der god brug for torsdag 29. juni, hvor den årlige udflugt "Ud i det blå" for plejehjemsbeboerne løb af stablen.

Der var tilmeldt 72 beboere, som i bus blev kørt rundt i omegnen og glædede sig over gensyn med stederne og oplevelsen af at se, hvad der var sket af nyt.

Først kørte man en tur rundt på havnen og så på den store landindvinding og Fjord Lines faciliteter. Så fortsatte man igennem Lilleheden Klitplantage til Uggerby.

Kl. 13.45 ankom man til Haveforeningen Løjbjergs klubhus, hvor haveforeningen vanen tro inviterede på kaffe, kage og hyggeligt samvær.

To af hjælperne - Maja Frederiksen og Lisbeth Agerholm bød velkommen, og der var musikalsk underholdning ved Tage og Jørn, som sørgede for at holde den gode stemning ved lige.

Men alt dette kunne ikke lade sig gøre uden et fantastisk samarbejde mellem personale fra Aktivitetscentret, Plejecenter Lynggården, Vikingebanke og de frivillige fra "Ældre hjælper Ældre", og det skal de have tak for. Men også en tak til de frivillige i Haveforeningen Løjbjerg, der havde dækket bord, bagt kage og sørgede for efterfølgende oprydning.

Der var også en tak til Lions klubben for økonomisk støtte til turen.

Det blev besluttet, at turen til næste år skal køres d. 28. juni.

Så tilmelding bedes foretaget i god tid. Desværre måtte man pga. sen tilmelding og pladsmangel sige nej til nogle få stykker, fortæller Maja Frederiksen, som sluttelig takkede alle for en fantastisk eftermiddag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste