Ældretræf i den nye Staklade

Våd begyndelse på årets ældretræf i Tolne skov - 184 gæster deltog

22. juli 2019 kl. 22.44

TOLNE: Dette års Ældretræf i Tolne Skov startede gråt og vådt, men endte smukt og godt. Det er Mosbjerg - Tolne Landsbyråd, der står for det store arrangement, hvor der i år deltog 184 gæster fra nær og fjern. Selvom det regnede afskrækkede det ikke de ældre.

- Vi kommer uanset vejret. Det er et super godt arrangement med mange aktiviteter for os ældre, og det også dejligt, at vi kan hygge os sammen med andre på vores egen alder, siger et ægtepar fra Strandby.

Efter velkomsten fra formanden for Landsbyrådet, Kirsten Walther, blev tonerne slået an til fællessangen ”Tolne skjult bag høje bakker” en udflugtssang fra 1919 skrevet af en ukendt forfatter. Straks herefter spillede The Irish Waterfalls op til dans i den nye Staklade, og det varede ikke mange minutter, før dansegulvet var fyldt.

I Skovpavillonen var der tombola med flere hundrede gevinster samt udstillinger i alle sale. Der var både nye og tidligere udstillere. Der var pileflet med Kirsten Thomsen, Høsten Torp bød på smagsprøve af salami pølser, Jane Sko havde medbragt et stort udvalg i tasker og sko, Birte Overlade udstillede hjemmestrikkede ”Butterfly for Brave Men”, Kreative Vendelboer viste, hvad der er muligt at dreje i træ, Tenna Lundholm udstillede smykker, og der var meget andet.

Ude på terrassen kunne de ældre få en snak med to ægte navere, Jann Leth og Ivar Torbjørn Pedersen, der i et langt liv har rejst på valsen i lande som Tyskland, Holland, Schweiz, USA, Norge og Rusland og udøvet deres håndværk som henholdsvis klejnsmed og tømrer.

Peter Rasmussen tilbød ture rundt i skoven i hestevogn. Han havde ikke travlt først på dagen, hvor det regnede, men efterhånden som vejret blev bedre, fik flere lyst til en tur med hestevognen.

Dagen lang var der underholdning med sang og musik i Stakladen. The Irish Waterfalls blev afløst af de populære Tårs Syngepiger, og herefter spillede Flemming Fiol op til dans. Klokken 16 blev der sagt ”tak for i dag”, og fællessangen ”Skuld gammel venskab rejn forgo” afsluttede dagen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste