Ældre Sagen i Sindal hjælper - på afstand
Facebookside er åben for ”samtale” på kryds og tværs, og alle kan dele historier og oplevelser
SINDAL: I disse tider er det svært for Ældre Sagen i Sindal at gennemføre de planlagte aktiviteter. Foreløbig er alt aflyst indtil den 1. juni, men det betyder ikke, at foreningen ikke er aktiv, tværtimod. Ældre Sagen i Sindal har oprettet en Facebookside, Ældre Sagen Sindal, der er tænkt som et midlertidigt tiltag, mens stort set alt andet er lukket ned. Her kan alle være med til at ”samtale” på kryds og tværs og dele historier og oplevelser, der kan sprede smil og glæde.
Foreningen arbejder også på at få etableret en lokal telefontjeneste, hvor de, der ønsker det, kan få en måske to opringninger om dagen i en tid, hvor det er svært at få besøg af familie, venner og bekendte. Indtil denne tjeneste er klar, er det muligt at få kontakt til andre på den nyoprettede ”Ældretelefonen”, som Ældre Sagens landsorganisation har oprettet.
- Vi, bestyrelsen, er oprigtig ærgerlige over alle de arrangementer, vi har måttet aflyse, men arrangementsudvalget er allerede i fuld sving med at finde datoer, foredragsholdere, musik med mere til den tid, der kommer ”Efter Coronaen”, fortæller formanden Ann Hjarbæk.
Inden regeringen iværksatte de mange restriktioner lykkedes det for lokalforeningen at afholde det ordinære Årsmøde med blandt andet valg til bestyrelsen, der efterfølgende konstituerede sig således: Formand Ann Hjarbæk, næstformand John Kirstein, kasserer og sekretær Doris Kristensen, bestyrelsesmedlem Niels Krogsgaard og bestyrelsesmedlem Ole Olsen. Som suppleanter blev Joan Holm Møller, Ove Møller og Ingelise Toft Jensen valgt.