Årskalender om skolehistorie i Vrensted
Udgives tirsdag 13. november
VRENSTED: Der bliver præsentation af Kalender 2019, tirsdag den 13. november kl. 19 i Vrensted Forsamlingshus, hvor alle er velkommen. Kalenderen udgives af Lokalhistorisk Forening for Vrensted og Omegn.
Skolehistorisk kan der berettes om degn og degnebolig i Vrensted så langt tilbage som omkring 1550, men først i 1670 kan det bevises, at der blev bygget et skolehus i landsbyen. I 1708 kom en forordning om oprettelse af skoler på landet, men der var stadig ikke tale om egentlig skolegang. Først med skoleloven af 1814 blev landets skolevæsen sat i system. Allerede året efter opførtes et nyt skolehus i Vrensted. Efter en generation var det for småt, og i 1852 måtte man bygge en ny skole, der sandsynligvis ville have stået der i dag, hvis ikke både den og nabogården Knudsgård var nedbrændt i 1905. Herefter opførtes en, efter datidens normer, ganske stor skolebygning med to skolestuer, een i hver sin ende og i midten en lærerbolig og en lærerindebolig. Det er den bygning, som vi i dag kalder ”den gamle skole” ved siden af kirken.
Indtil midt i 1950erne var der tre skoler i Vrensted sogn: Åsendrup skole ved Løkkensvejen, Østre skole i krydset Sundstedvej - Brønderslevvej og Byskolen på Sct. Thøgers vej. I 1959 stod skolen på Stationsvej færdig, og børnene fra de to skoler samledes der. I løbet af 1990erne - 2000 dalede børnetallet drastisk i Vrensted, og i sommeren 2011 var det slut. Efter 52 år var Vrensted skole som undervisningssted ikke mere.