Billede beskrivelse

Årsdag for M/F Skageraks forlis

08. september 2017 kl. 12.08

Torsdag den 07. 09. var det 51 år siden, at en enestående international redningsaktion blev sat i gang for at redde 143 mennesker fra M/F Skagerak, der forliste og sank ud for Lønstrup undervejs fra Kristiansand til Hirtshals.

Den 07. 09. 1966 klokken 11.32 udsendte færgen nødsignal. Der blev målt en vindstyrke på 22 m/sek., og agterporten blev slået ind, så vandet strømmede ind over vogndækket og ned i maskinrummet. Den moderne jernbanefærge var kun ca. et år gammel, da den forliste. På vogndækket stod 15 biler, 2 campingvogne og 7 tunge jernbane-godsvogne. På denne rejse, der skulle vise sig at blive færgens sidste, var der 97 passagerer og 46 besætningsmedlemmer ombord. Færgebesætningen var sin opgave voksen. Skønt færgen var dødsdømt, sørges der for, at der ikke bliver panik om bord.

SOK koordinerer redningsaktionen, og redningsskibet Vestkysten pålægges at afgå fra Thyborøn, samtidig forsøger man at aktivere fiskerflåden fra Hirtshals. Luftredningscentralen i Karup underrettes, og sender omgående to helt nye Sikorsky helikoptere. Alle skibe i området, såvel civile som militære af forskellige nationaliteter, anmodes om at gå til færgens position.

Politiet i Hjørring meddeler, kl.12.55 at de første syv fiskekuttere, er gået til undsætning fra Hirtshals, navnene på kutterne er: 135 Jane Jørgensen, 151 Bressay, 204Tobis, 203 Bulbjerg, 183 Johanne Ott, 260 Else Horne og 238 Inverness.

Alle lå de i havn, fordi det var for hårdt vejr at fiske i. Nu gik de altså alligevel ud i stormen. Det vil føre for vidt, at berette om yderligere enkeltheder. Men redningsaktionen sluttede lykkeligt, idet alle blev reddet i land i live.

Selvom begivenheden blev markeret sidste år, bør den succesfulde redningsaktion ikke glemmes. Som titlen på et tidsskrift lyder:

Skal gemmes til evig tid.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste