Åleudstilling i oceanariet skal få børn til at tænke
- Det handler om at højne børns bevidsthed om naturen og naturvidenskab - i dette tilfælde med en udstilling om en af vores truede dyrearter, nemlig ålen.
Det siger Anders Østerby, der er ansat af Hjørring Kommune som skolekonsulent på Nordsøen Oceanarium.
Fredag formiddag åbner han og en gruppe indbudte børn fra kommunens skoler en ny udstilling på oceanariet, en udstilling, som med syv små film, plancher, et minilaboratorium og rollespil både skal formidle den nyeste forskning i ålens hemmeligheder og højne børn og unges bevidsthed om, at forskning og naturpleje kan være kompliceret.
Forskere og skoleelever
Udstillingen er skabt i samarbejde mellem Nordsøen Oceanarium og det lokale forskningscenter Eel Hatch, som forsker i at få ål til at formere sig i fangenskab - og i at få yngelen til at overleve og formere sig.
Hvis den operation bliver en succes, vil det betyde, at der kan opdrættes ål i betydeligt større omgang end nu - på linje med den betydelige produktion af lakseopdræt, der finder sted især i Norge.
- Det vil betyde basis for en hel industri med åleopdræt - og mange danske arbejdspladser, siger Jonna Tomkiewicz, der er leder af forskningscentret.
Den nye udstilling fik i alt kr. 710.000 fra Forskningsministeriet og Undervisningsministeriet, og undervejs i processen inviterede man en gruppe skoleelever på besøg for at få input til udstillingen.
Man kan også bruge den nye udstilling i skoleundervisningen eller hjemme, idet informationen og rollespillet lægges på oceanariets hjemmeside.
- I skoleregi kan man opdele eleverne i forskellige interessegrupper for at se problematikkerne fra forskellige vinkler - f.eks. Greenpeace, erhvervsfiskerne, politikerne, Verdensnaturfonden og biologernes, siger Anders Østerby, som dog har endnu en dagsorden.
- Udover at formidle viden om ålen, vil vi også gerne højne interessen for naturvidenskab og gøre børn og unge opmærksomme på, at der er masser af spændende arbejdspladser i det felt, siger Anders Østerby.