Åbningsfest i Hjørrings nye Netto-butik
Der var musik og sang og højt humør, da butikschef Bill Andersen og hans team kunne byde de morgenfriske gæster velkommen i Hjørrings nye Netto-butik.
Butikken har adresse på Aalborg 86 i den sydlige del af Hjørring.
Den røde snor blev klippet af Bill Andersen torsdag morgen klokken 8, og mens kunderne ventede på adgang til butikken, gjorde Nettos jazzorkester den ellers iskolde februarmorgen lidt lunere - det samme gjorde gratis kaffe og chokoladeboller.
Og at dømme efter stemningen blandt kunderne, var der stor tilfredshed med, at der nu er kommet en dagligvarebutik i sydbyen.
Bill Andersen og hans team havde knoklet for at gøre butikken klar og indbydende med masser af varer på hylderne. Aftenen inden åbningen blev der arbejdet til sent og tidlig morgen 05.30 mødte de første medarbejdere ind for at sætte brød og mejerivarer på plads.
Bill Andersen er 30 år, og han har 16 års butikserfaring. Han startede sin Netto-karriere i september 2017, hvor han var med til at åbne en ny Netto-butik i Pandrup. Inden da var han ansat i KIWI i Hjørring.
- Det bliver dejligt at få lov at komme her til byen igen - jeg er lokal og kender jo folk, smilede Bill Andersen.
Han bor sammen med sin familie i Hjørring kun ti minutters cykeltur fra butikken. Og blandt de morgenfriske gæster var da også butikschefens familie.
- Min far arbejder derinde, oplyste seks-årige Mai, der er datter af butikschefen.
- Det bliver dejligt at få ham her til byen igen, smilede hans hustru Ditte Andersen.
Bill Andersen ville tage imod kunderne hele åbningsdagen frem til klokken 22.
- Det bliver jo en travl dag. Men det er da lidt spændende at se, hvor mange der er ude af byen, nu hvor der er vinterferie, tilføjede han.
Landedirektør Brian Seemann havde taget turen til Vendsyssel for at deltage i åbningsfesten.
- Vi er rigtig stolte af, at vi i dag kan åbne butik nummer 492 i Danmark, fortalte han.
- Projektet her, er et KIWI-projekt, som Netto har overtaget. Det er vi rigtig glade for.
Den nyopførte butik har et samlet salgsareal på 920 kvadratmeter, og den følger Netto-kædens nyeste indretningskoncept - version 2,0.
- Den har lidt andre farver og den indrettet, så vores ferskvarer træder meget mere i karakter.