5. a. på Højene skole tog skraldet
De friske elever i 5.a på Højene Skole ved en masse om affald, genbrug og miljø, som de har lært gennem undervisningen i natur og teknologi. Derudover har klassen tidligere været på besøg hos AVV, ligesom de deltog i Affaldsstafetten ved Naturmødet i Hirtshals.
- Eleverne i 5.a er meget miljøbevidste, og vi brugte derfor denne uges to nt-timer på at befri naturen og gaderne i Højene for affald. Selv affald i det tætteste buskads blev fjernet, selvom eleverne nærmest måtte kæmpe sig gennem grenene i buskadset, fortæller Henrik Hansen, der er natur og teknologilærer på Højene Skole i Hjørring.
Et fælles ansvar
- Miljøet er vores fælles ansvar, og vi har snakket meget om, hvad naturen, vandet og luften er - og hvad den betyder for os alle sammen, og eleverne har især lagt mærke til, at affaldet er farligt for dyrene, der kan blive meget syge, hvis de spiser skraldet, fordi de tror det er mad eller fordi skraldet indeholder madrester.
Selvom der givetvis kommer mere skrald i morgen, så nytter indsatsen med, at samle affald med jævne mellemrum.
- I 5.a er vi enige om, at alt hvad vi gør for naturen er godt. Det affald vi har samlet op i dag forurener ikke længere, og det udgør ikke længere en trussel for miljøet eller for dyrelivet.
Vest og flødeboller som tak
Eleverne fik hver sin flotte trafiksikre refleksvest, som tak for affaldsindsamlingen, hvor de var med at gøre det skønne Højene område renere, og i næste uge falder der desuden en omgang flødeboller af til klassen, som tak for indsatsen.