39 procent af boligejerne i Hjørring Kommune vælger nu fastforrentede realkreditlån
ØKONOMI: Rekordmange boligejere i Hjørring Kommune optager nu fastforrentede realkreditlån, viser nye tal fra Nationalbanken. Det mærker man blandt andet hos Nordjyske Bank, hvor den historisk lave rente har startet en sand konverteringsbølge
HJØRRING: Nye tal fra Danmarks Nationalbank viser, at flere og flere boligejere i Hjørring Kommune vælger at optage fastforrentede lån fremfor lån med en variabel rente. I 2014 udgjorde fastforrentede lån 32 procent af samtlige realkreditlån i kommunen. Denne andel er i Hjørring Kommune nu vokset til 39 procent svarende til en stigning på hele syv procentpoint over de seneste fem år.
Den markante udvikling skaber travlhed hos Nordjyske Bank i Hjørring, hvor fastforrentede lån også er i høj kurs blandt bankens kunder. Det skyldes i høj grad den rekordlave rente, der giver boligejere mulighed for at spare mange penge på deres boliglån, lyder det fra privatkundechef i Hjørring Ulla Magersholt:
- Realkreditlån med en variabel rente var tidligere den foretrukne låntype blandt boligejerne her i kommunen, men det har den lave rente i den grad lavet om på. Vi oplever i banken, at flere kunder i dag vælger et fastforrentet realkreditlån for at have sikkerhed for udgifterne mange år ude i fremtiden og måske få råd til at renovere huset, bygge til eller noget helt tredje, siger hun og fortsætter:
- Derudover har den lave rente startet en sand konverteringsbølge, da mange boligejere med enten et variabelt realkreditlån eller et fastforrentet lån med en højere rente gerne vil omlægge.
Ifølge tallene fra Nationalbanken er det samlede antal af realkreditlån i Hjørring Kommune også steget de seneste fem år. I 2014 havde 16.040 boligejere i kommunen således taget et realkreditlån, hvilket i år er steget til 17.183 realkreditudlån, svarende til en stigning på syv procent.
Tænk økonomien som en helhed
Ifølge Ulla Magersholt er der flere forhold, man som boligejer bør tage hensyn til, når man optager et nyt boliglån eller lægger det eksisterende om. Det er derfor en god idé at tage sin bank med på råd, hvis man fortsat er blandt dem, der overvejer muligheden, lyder det fra hende:
- Der er mange forskellige parametre, man bør tænke sammen med sit boliglån. Det gælder eksempelvis pension, anden gæld eller noget helt tredje. Derfor bør man altid tage en snak med sin bank og få dem til at hjælpe med at se på den samlede økonomi. For eksempel kan det for mange være en fordel at tilrettelægge tilbagebetaling af gæld i boligen med indskud og opsparing til pension. Ved at koble boligøkonomien sammen med pensionsopsparingen oplever mange af vores kunder en større tryghed i deres familieøkonomi – en løsning, der ovenikøbet er skattebegunstiget. Det er således vores anbefaling, at man forholder sig til økonomien som helhed for at vurdere, om det er den bedste løsning, siger hun og fortsætter:
- For nogle kunder har det variabelt forrentede realkreditlån gennem lang tid været den rigtige løsning og kan også være det fremadrettet. Derfor bør man altid tage en snak med sin bank og få dem til at hjælpe med at se på den samlede økonomi.
Vælger man at lægge sit lån om, er det desuden vigtigt at tilrette forskudsopgørelsen, advarer Ulla Magersholt:
- Med en lavere rente følger en lavere renteudgift. Og det skal angives på forskudsopgørelsen, hvis man vil undgå at betale restskat. Det er heldigvis nemt at rette til, og vi i banken kan desuden hjælpe med at beregne de nye renteudgifter, hvis man gerne vil have vished om, hvor meget man fremadrettet skal aflevere til Skat, tilføjer hun.