Billede beskrivelse

32 lokale hundeejere kæmpede om en tjans som besøgshund

28. februar 2024 kl. 20.00

For et par uger siden var Ældrecenter Vellingshøj i Hjørring ude med en opfordring til alle hundeejere i Hjørring. På ældrecentret savner de nemlig frivillige besøgshundeteams, der kan sprede glæde og stjernestunder blandt beboerne.

Det fik 32 hundeejere til at tilmelde sig TrygFondens optagelsesprøve for nye besøgshundeteams, der foregik på Ældrecenter Vellingshøj i Hjørring.

Nogle af dem var New Foundlænderen Magda, der bedst kan beskrives som 58 kilo hundekærlighed, den krøllede spirrevip Bastogne, den venlige golden retriever Maggie og en sortblank formel 1 labrador ved navn Cæsar.

Billede beskrivelse

Det er Trygfonden, der sørger for at uddanne besøgshundene og formidle kontakt til plejehjemmene, fortalte Line Hindsgaul Alstrup, der er projektchef hos TrygFonden.

Hun og kollegaerne oplever en stor interesse for ordningen, hvor stort set alle hunderacer kan bruges, hvis de består både en fysisk og en mental test.

- Det er klart, at vi ser flere af de typiske familiehunde, men det er en god blanding, der ønsker at stille deres hund og sig selv til rådighed, sagde hun.

Billede beskrivelse


Den lange pels, de bløde hængeører og venlige øjne er da også i høj kurs på landets plejehjem. Det gælder også i Hjørring, hvor man har gjort sig gode erfaringer med de firbenede.

- Hunde formår virkelig at skabe nogle oplevelser og forbindelser til beboerne, som os mennesker ikke kan på samme måde. Vi har blandt andet en beboer med demens, som har et stort behov for kontakt. Engang fik hun besøg af en stor broholmer, som gik direkte hen og lagde sit hoved i hendes skød. Det var lykkeligt at se, hvordan hendes behov for nærvær virkelig blev udfyldt, sagde Anette Hastrup Christensen, afdelingsleder på Ældrecenter Vellingshøj i Hjørring.

Billede beskrivelse

Bastogne på tre år var den første, der gik til prøve tirsdag eftermiddag. Hans hundemor, Hanne Maarschalk, var slet ikke i tvivl om, at den lille krøltop havde noget at give til plejehjemsboerne.

- Han er noget af det roligste og kærligste, og han vil så gerne snakke, sagde hun og fortsatte:

- Og så har jeg hele tiden tænkt, at jeg gerne vil gøre den her gode gerning, fordi jeg ved, at det gør en forskel, sagde hun.

Bastogne gjorde det godt, men han blev ikke udtaget. De mange indtryk var alligevel været for meget for den lille hund.

Billede beskrivelse

Det var Hanne Maarschalk selvfølgelig lidt ked af.

- Men jeg har lært af det her, og næste gang i september kommer vi ikke i så god tid, at han løber helt tør for energi. Så er jeg sikker på, at det nok skal lykkes, sagde hun.

Fakta om Besøgshundene

TrygFonden Besøgshunde er et korps af knap 700 besøgshunde og deres frivillige ejere, som besøger beboere på plejehjem og andre plejeboliger i Danmark.

TrygFondens besøgshunde brugte i 2023 i alt mere end 30.000 timer på at besøge beboerne på landets plejecentre og -boliger.

TrygFonden Besøgshunde har eksisteret siden 2010.

TrygFonden afholder optagelsesprøver over hele landet i 2024.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste