Billede beskrivelse

250 skibe til service og reparation i Hirtshals i 2016

18. november 2017 kl. 08.20

Hirtshals Havn er begyndt at tælle skibe, der er en tur inde i havnen til reparation, service eller ombygning hos nogle af havnens virksomheder.

- Sidste år var der 250 skibe inde, og det fortsætter opad i år. Vi har nogle stærke spillere på havnen, sagde havnedirektør Jens Kirketerp Jensen forleden på årets havnedag.

En stor del af kunderne er norske, og i forbindelse med DanFisk messen i Aalborg i slutningen af sidste måned satte det norske Kystmagasinet fokus på servicen i de nordjyske havne.

Her blev Hirtshals Havn betegnet som en havn med fuld fart på i forhold til komplette servicetilbud til fiskefartøjer.

Blandt andet fremhæver kystmagasinet, at Hirtshals Yard drager nytte af et stort antal lokale virksomheder indenfor marineservice til de fleste fartøjer, når de har været inde til reparation, vedligehold og ombygning.

Magasinet nævner også Weesgaard Mechanical Support, som i den seneste tid har fået store vedligeholdelsesopgaver fra norske kunder. Virksomheden fik i tirsdags Iværksætterpris 2017 i Hjørring Kommune.

Endvidere skriver magasinet, at en fordel for de mange fiskefartøjer, som vælger at gå til Hirtshals, er, at selskabet SL Power AIS i Faaborg er fusioneret med selskabet Nortech Marine i Hirtshals.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste