110 år fejret med komedie og grin
Hjørring Teater fejrede søndag teatersalens 110 års fødselsdag med "Komedien, hvor alt går galt" på Vendelbohus.
Og det blev en jubilæumsfest fyldt med galskab og gode grin.
Teaterforeningens formand Anne Mette Ovesen bød først velkommen til den nye sæson fra scenen. Herefter fik skuespiller og tidligere leder af skuespillerskolen i Odense, bestyrelsesmedlem Finn Bredahl Jørgensen, ordet. Han fortalte om husets historie - og publikum fik kort historien om teateret samt møde- og forsamlingshuset.
Han kom i sin tale kort ind på usikkerheden om den stolte teatersal og husets fremtid.
- I aften skal vi glæde os over "Komedien, hvor alt går galt". Men lad os så ikke håber, at fremtiden for denne sal går gal. Vær med til at bevare Hjørring Teater og Vendelbohus, lød opfordringen fra Finn Bredahl Jørgensen.
Trods usikkerhed om husets fremtid overgav publikum sig hurtigt til både latter og brede grin, da Folketeaterets opsætning af "Komedien, hvor alt går galt" indtog scenen. Og meget gik galt - på den sjove, vanvittige og groteske måde.
I forestillingen lever scenografien sit eget liv, rekvisitterne og møbler er aldrig, hvor de skal være, replikkerne falder ikke til tiden, og medspillere dukker hele tiden op på det forkerte tidspunkt. Og publikum leverede en ubrudt strøm af grin i kombination med latteranfald.
Teaterforeningen udnævnte efterfølgende Jonna Petersen til æresmedlem af Hjørring Teater.
Jonna har været aktiv i Hjørring Teaters bestyrelse i 32 å, og hun kvitterede for hæderen med tale og sjove episoder fra sin tid i bestyrelsen