Kristian hjælper ensom dreng ind i fællesskabet: - Det er fedt at få en krammer og et stort smil
Børn og unge hjælpes i gang med et aktivt fritidsliv. Det kan nemlig gøre en afgørende forskel i deres liv
HJØRRING: 20-årige Kristian Maach er vild med at træne og har siden i sommer også været ansat som instruktør i Vendia Fitness i Park Vendia i Hjørring. De seneste måneder har han fået en helt ny opgave, nemlig at være "buddy" for en 13-årig dreng, der ellers ikke tidligere har gået til sport eller andre fritidstilbud.
- Det har været super fedt. Det er helt specielt at se, hvordan han er livet op og er blevet motiveret til at træne. Jeg får også en krammer og et stort smil, fortæller en begejstret Kristian Maach.
Det er et to-årigt projekt - Fritid for Alle i Hjørring Kommune, der nu tager nye værktøjer i brug for at motivere flere unge til at få et aktivt fritidsliv.
- Vores målgruppe er især udsatte børn og unge, som af forskellige årsager ikke går til noget. Mange isolerer sig derhjemme ved computeren, og der kan være forældre, som af forskellige årsager ikke har resurser til - eller formår - at sende deres børn til et fritidstilbud, siger projektleder og fritidsguide Nanna Kæseler.
Finansieringen af det to-årige projekt kommer fra Socialstyrelsen, som har givet kommunen mulighed for at ansætte fem fritidsguider, der på forskellig vis forsøger at motivere flere børn og unge under 18 år til at komme i gang med fx. sport eller musik. Indtil videre er det lykkedes at få forløb i gang for cirka 60 børn i Hjørring Kommune.
- Meget forskning peger på, at et aktivt fritidsliv gør rigtig mange gode ting. Det styrker de faglige præstationer, det sociale liv og forbedrer i det hele taget børnenes livskvalitet, fortæller Nanna Kæseler.
Fritidsguiderne kommer i kontakt med børnene - enten gennem en ansøgning fra forældrene eller kontakt fra en fagperson, som fx. kan være en pædagog eller lærer.
ET EKSEMPEL PÅ ET FORLØB HOS FRITID FOR ALLE
- 1. En fagperson, en forælder eller en forening tilmelder barnet eller den unge til ’Fritid For Alle’ via den digitale ansøgningsformular.
- 2. Familien bliver derefter kontaktet af Fritidsguiden, som tilbyder sin hjælp. Hjælpen består af vejledning, hjælp og støtte samt mulighed for økonomisk støtte i de tilfælde, hvor det er nødvendigt.
- 3. Fritidsguiden besøger familien og fortæller om mulighederne ud fra barnets interesser.
- 4. Barnet vælger en fritidsaktivitet, og Fritidsguiden tager kontakt til en forening.
- 5. Barnet, (forældrene) og Fritidsguiden tager til aktiviteten i foreningen.
- 6. Barnet starter i foreningen med eller uden hjælp fra fritidsguiden.
- 7. Fritidsguiden følger op på fritidsaktiviteten ved familien. Ca. et halvt år efter opstart af fritidsaktivitet eller ved sæsonafslutning vil der blive afholdt en opfølgende samtale hjemme hos familien for at gøre status på ordningen.
Den 13-årige, som Kristian hjælper, medvirker pga. af sin sårbarhed ikke i denne artikel.
- Men det er tydeligt, at han har følt sig ensom. Nu har vi fået ham ind i et fællesskab heroppe, og han kommer fast tre gange om ugen og knokler på med træningen, fortæller Kristian Maach, der selv har fået så meget ud af relationen, at han overvejer at uddanne sig til pædagog eller lærer.
- Som instruktør fortæller jeg jo bare folk, hvad de skal gøre, men her handler det om meget mere med at hjælpe en person med social kontakt og indhold i livet, og det er super spændende, siger Kristian Maach.
Man kan finde mere information og tilmeldingsformularer til Fritid for Alle på Hjørring Kommunes hjemmeside.