Forening søger frivillige: Børn skal lære at kode
Coding Pirates søger frivillige. Der er plads til flere om bord.
I Hjørring, Hobro og Frederikshavn har Coding Pirates startet nye foreninger op, hvor man er på udkig efter frivillige. Coding Pirates er bygget op omkring frivillige kræfter, og derfor har man brug for, at der bliver skabt bedre kendskab til foreningen, så man kan få flere om bord i det nordjyske.
Coding Pirates er en landsdækkende forening, der arbejder med børn og unge i alderen 7-17 år, der vil lære at kode, udvikle og gå på opdagelse i den teknologiske verden.
Behøver ikke bestemte kompetencer
Som frivillig i Coding Pirates behøver man ikke at have bestemte kompetencer, man skal bare have lysten til at gøre en forskel for børn og unge, og dermed bidrage positivt til deres hverdag. Ens opgaver som frivillig kan variere, men der er klubaften én gang om ugen i to timer, hvor man deltager.
Det at være frivillig betyder både, at man gør en forskel for nogle andre mennesker, og samtidig øger man sine egne personlige kompetencer.
Foreningen brænder for at både børn og forældre skal kende til den, så de ved, at det også er muligt at gå til leg, kreativitet og teknologi, nøjagtigt som man kan gå til svømning. Børn og unge skal have kompetencer inden for disse områder, som de kan bruge til daglig.
Dét er Coding Pirates’ mål at løfte den opgave, men foreningen kan ikke gøre det uden en masse hænder til at løfte, og det er dét vi søger i Nordjylland.