Billede beskrivelse

Tag hele familien med til Kardemommeby

29. januar 2026 kl. 15.00

VRÅ: Hønsehuset i Vrå er i disse uger ved at blive forvandlet til en lille boble af teatermagi. Glimmer, farver og fantasifulde kulisser fylder den gamle teatersal, hvor Vrå Amatørteater gør klar til årets vinterforestilling: Thorbjørn Egners elskede ”Folk og røvere i Kardemommeby.”

Mens verden udenfor kan føles en smule mørk, er stemningen i Hønsehuset alt andet end det. Her er der skruet helt op for både humør og håndværk, for uden glitter og glade farver kan Kardemommeby ganske enkelt ikke vokse frem.

Røvere, sange og en skrappere tante end de fleste

Billede beskrivelse

Forestillingen får premiere i starten af februar og byder på alt det, man forbinder med Kardemommeby: røverne Kasper, Jesper og Jonathan, der stjæler både pølser, kager og en bestemt Tante Sofie, samt selvfølgelig en perlerække af velkendte sange.

Publikum kan glæde sig til en times familievenlig underholdning med både mennesker, en kamel og en papegøje fra Amerika på scenen, lover arrangørerne.

Billede beskrivelse

Fra børnehave til veteraner: Et hold med rekordstort aldersspænd

I år er det ikke kun publikum, der spænder bredt i alder. Det gør selve produktionen også. Vrå Amatørteater har tradition for at samle et stort hold af rutinerede kræfter, men denne gang har de fået hjælp fra byens yngste borgere. Børnehuset i Vrå har nemlig bidraget med farverige figurer og tegninger, som bliver en del af scenografien.

Resultatet er muligvis et af de største aldersspænd på et teaterhold i Danmark – fra børnehavebørn til livserfarne scenefolk.

Billede beskrivelse

Instruktør Jesper Frydkjær står igen i spidsen for vinterforestillingen, og han har et klart mål:

- Vi forsøger at skabe en forestilling, som både er nærværende, sjov og fuld af overraskelser, så børnene får noget med sig, de kan tale om længe efter forestillingen, siger han.

Billede beskrivelse

Han håber, at de årlige vinterforestillinger kan være med til at åbne døren til teatrets magi for de yngste. Til at løfte musikken har han i år selskab af den erfarne musiker Søren Alstrup, som står for indøvningen af de mange kendte sange.

Premiere 7. februar – og to forestillinger om dagen

Lige nu er der fuld aktivitet i kulissen: kostumer bliver syet, kulisser malet, og replikker finpudset. Alt skal være klar til premieren lørdag den 7. februar.

Billede beskrivelse

Der spilles to forestillinger om dagen den 7., 8. og 14. februar, og alle er på børnevenlige tidspunkter: kl. 12.30 og 15.00. Forestillingen varer cirka en time og henvender sig til børn fra 3–4 år og op.

Billetter kan købes på Datsbilletten.dk, og med tidligere års store interesse anbefales det at sikre sig pladser i god tid.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste