Pizza og foredrag skaber liv uden for sæsonen
LØKKEN: Pizza, fællesskab og ekstreme præstationer bliver kombineret, når pizzeriaet Slice of Life i Huset HAVS inviterer til en inspirerende aften med fællesspisning og foredrag.
Fredag den 27. marts får stedet besøg af den professionelle ultraløber Kristina Schou Madsen, også kendt som Kristinaextremerunning, der holder foredraget “Først over målstregen er verdens bedste følelse.”
Arrangementet er en del af en række initiativer, hvor pizzeriaet vil skabe liv i Løkken uden for højsæsonen.
– Løkken er jo en meget feriepræget by, hvor der er rigtig meget liv i gaderne i juli og august. Resten af året vil vi også gerne have, at der sker noget – både for lokale og for folk i oplandet. Derfor prøver vi at lave forskellige arrangementer, der kan gøre byen levende, fortæller indehaver Nanna Sølvkær Schütz.
Fællesspisning ved langborde
Aftenen begynder med fællesspisning, hvor gæsterne sidder ved langborde og deler pizzaer – præcis som restaurantens koncept lægger op til.
– Ideen er, at man sidder sammen med nogle, man måske ikke kender i forvejen, og får snakket med nye mennesker. Det giver en særlig fællesskabsfølelse i restauranten, siger Nanna Sølvkær Schütz.
Syv maratoner på syv dage
I foredraget fortæller Kristina Schou Madsen om sin rejse fra efterskolelærer til professionel ultraløber og om nogle af de mest ekstreme løb i verden.
Hun har blandt andet gennemført det spektakulære World Marathon Challenge, hvor deltagerne løber syv maratoner på syv dage på syv kontinenter. Første gang blev hun nummer to – men året efter vendte hun tilbage og opnåede det resultat, hun jagtede.
Undervejs deler hun også erfaringer om motivation, mental styrke og hvordan man træffer beslutninger i pressede situationer.
Samarbejde i huset HAVS
Slice of Life ligger i Huset HAVS på Sdr. Strandvej i Løkken, og arrangementerne bliver også til i samarbejde med andre aktører i huset og i byen.
– Vi vil rigtig gerne bruge vores lokaler til forskellige arrangementer, og det er fedt, når andre i byen også tænker dem ind i nye projekter, siger Nanna Sølvkær Schütz.
Filmvisning i samarbejde med lokale aktører
Allerede torsdag den 19. marts lægger restauranten lokaler til en filmvisning i forbindelse med Vendsyssel:DOX. Her bliver dokumentarfilmen “Patriarken” vist.
Arrangementet er lavet i samarbejde med Kaosfabrikken og det lokale produktionsselskab Dune Productions, som har været med til at få filmvisningen på programmet.
Eventyrer gæster Løkken senere på foråret
Senere på foråret – fredag den 29. maj – får Slice of Life også besøg af eventyreren Emil Midé Erichsen, kendt fra tv-serien Kurs mod fjerne kyster, der kommer til Løkken med foredraget “En søgen efter eventyr.”