Billede beskrivelse

Fra vinterhygge til koncertbrag - arrangører inviterer unge ind i varmen

05. december 2025 kl. 06.00

VRÅ: I december vender HÅB! tilbage i Kunstbygningen i Vrå – og denne gang med to vidt forskellige oplevelser for unge mellem 15 og 31 år. 

Her er der både plads til ro og refleksion midt i decembermørket og til et brag af en koncert, der løfter taget, lover arrangørerne.

Torsdag den 11. december kl. 16.30-19.30 inviterer HÅB! til “Velkommen Vinter Solhverv” – en eftermiddag med kreative Yule-ritualer og vinterhygge.

Her handler det om at finde roen i midvinterens mørke og mærke lyset, der langsomt vender tilbage. Deltagerne kan brygge deres egen urtefyldte ”fire cider,” pakke julegaver ind i naturmaterialer og slutte af med et varmt fællesmåltid som alternativ til den klassiske julefrokost.

- Vi vil gerne skabe et rum, hvor unge kan mødes om noget anderledes – et fællesskab med kreativitet, varme og små ritualer, der giver mening i en travl december, lyder det fra projektgruppen bag HÅB!.

Der serveres alkoholfri æble-glögg og snacks, og der er mulighed for at vinde små overraskelser undervejs.

Dagen efter – fredag den 12. december – skifter stemningen fra hygge til energi, når HÅB! SESSIONS vender tilbage. Denne gang med rapperen – og hjørringenseren - Christian Høgh, der indtager Kunstbygningen med sin eksperimenterende hiphop og stærke tekster om identitet og normbrud.

- Christian Høgh er helt sin egen. Hans musik udfordrer og inspirerer – og hans performance er både fest og refleksion, fortæller HÅB!.

Koncerten finder sted i den nyåbnede vinterudstilling, hvor farver og beats smelter sammen. Med sig har Christian Høgh danserne Lærke Winther Bregnhøj og Selene Truong, der løfter oplevelsen yderligere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste