Billede beskrivelse

700 elever fra kommunens 7. klasser lavede optakt til DM i Skills 2026

23. april 2025 kl. 16.19

HJØRRING: Om præcist et år er Hjørring værtsby for DM i Skills, der er Danmarks største mesterskab for unge på erhvervsuddannelserne.

Det blev slået fast med både syvtommersøm og besøg fra kommunens 7. klasser onsdag.

Det var EUC Nord og SOSU Nord, der inviterede til MiniSkills, der var tiltænkt som både en levende og inspirerende optakt til DM i Skills 2026.

Billede beskrivelse

De omkring 700 elever fra hele Hjørring Kommune fik et indblik i, hvad de kan forvente, hvis de vælger en erhvervsuddannelse.

Mureren Kristian Bak Hansen, der sidste år vandt guld ved VM i Skills i Lyon, fortalte om, hvad der skal til for at vinde en guldmedalje i Skills, og eleverne fik et indblik i, hvor mange timer han har brugt på det.

Emma Lehmann Madsen og Rosa Rigmor Domino går begge på gastronomilinjen, og de var parate til at svare på spørgsmål fra de mange elever på besøg.

- De spørger måske ikke om så meget, men de synes, at det er lidt spændende, når vi går i gang med at flambere, fortalte de smilende fra deres stand.

Billede beskrivelse

Besøg rundt på forskellige værksteder gav desuden mulighed for at prøve kræfter med blandt andet murerfaget, gastronomi, sundhedsuddannelserne og mekanikerfaget.

Det gjaldt blandt andet 7.D fra HPR, der udover at arbejde med mosaikker, også fik lov at møde en vaskeægte Skills-guldvinder i form af Kristian Bak Hansen. Han var klar med gode råd til pigerne.

- Sejt nok, mente Leonora Gerneu og Maja Pinstrup.

Billede beskrivelse

Mens Leonora ikke helt har besluttet sig for, hvad hun skal uddanne sig til, så var Maja Pinstrup ikke helt afvisende overfor en erhvervsuddannelse.

- Min far er uddannet murer, og min bror skal i gang med at uddanne sig til mekaniker, men jeg ved nok heller ikke helt endnu, hvad jeg vil, sagde hun.

Billede beskrivelse

Et af dagens højdepunkter var, at et officielt nedtællings-ur blev sat i gang, ligesom de 700 elever lavede hver en flaskepost, der senere skal samle elevernes fremtidsdrømme i en stor kunstinstallation.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste