Ding-dong: Blindes Jul står for døren med læsestof, inspiration og konkurrencer
VENDSYSSEL: Højtiden nærmer sig, og måske skal man overveje at have MobilePay eller cool cash på parat - i hvert fald er sælgerne af bladet Blindes Jul begyndt at ringe på dørene.
- Vi kan også i år tilbyde en inspirerende udgave af vores juleblad. Der er mange spændende julehistorier og noveller, som egner sig både for voksne og børn, oplyser den lokale distributør af Blindes Jul, Jørgen Torp.
Bladet indeholder også flere spændende konkurrencer, julespil og krydsord, som hele familien kan få glæde af i julen. Margit Fischer Petersen har igen i år været i det kreative hjørne og lavet en håndarbejdsopskrift på et hæklet julehåndklæde. Du har også mulighed for at vinde Agnete Odgaard-Jensens 2 sidst udkomne bøger ”Sund mad uden stress” samt ”Medvind i modgang”. Der bortloddes også en miniferie på konference-og feriecenter, Fuglsangcentret i Fredericia.
Forsiden af Blindes Jul er malet af billedkunstneren Kristine Frøkjær fra Hurup Thy. På bagsiden findes en 3-retters menu lavet af Agnete Odgaard-Jensen. Retterne i år er fedtfattige og lette at lave.
Overskuddet går ubeskåret til blinde og svagsynede i Dansk Blindesamfund Vendsyssel Kreds.
- Vi kan for pengene lave flere årlige arrangementer for vores medlemmer. Disse er til stor glæde for alle og er med til at forebygge ensomheden, som er den synshandicappedes værste fjende. Pengene bliver brugt til blandet andet undervisning, hjælpemidler, og lignende. Vi er rigtig glade for, at der findes mødesteder for synshandicappede i Frederikshavn Kommune, Brønderslev Kommune og Hjørring Kommune, siger Jørgen Torp.
Indtægter fra den populære hundekalender går nemlig til Dansk Blindesamfunds hovedforening.
Bladet koster 30 kroner.