Queen Machine.Arkivfoto.
Det sker

Trods aflysning: Det pibler frem med koncert-oplevelser over sommeren i badebyen - se navnene her

03. juni 2021 kl. 19:30

Der skal mere end en pandemi til at stoppe Løkken Koncert. Derfor skal du ikke snydes for god musik, fest og samvær på trods af COVID 19’s indvirkning på muligheden for socialt samvær. Løkken Koncert har nytænkt et koncept, der giver de musikhungrende nordjyder mulighed for at samles i festligt lag med respekt for de gældende retningslinjer.

- Vi har tænkt alle mulige og umulige scenarier igennem. Når det ikke er muligt at afvikle Løkken Koncert i sin normale form, har vi set på alternative modeller. Her er vi kommet frem til en model, der involverer en række koncerter på forskellige datoer, så vi får spredt vores normale endags-begivenhed ud på flere dage, fortæller Kim Bach, der er en del af arrangørgruppen bag Løkken Koncert.

De første navne er allerede offentliggjort. Her er der tale om den danske popgruppe Folkeklubben.

Den danske popgruppe har eksisteret siden 2011, og har hits som ”Fedterøv”, ”Blomsten Og Vasen” og ”Sort Tulipan” på samvittigheden. Bandet har en stærk social profil og er et kendt som et fantastisk live-band. Folkeklubben er endvidere kendt for nummeret ”Danmark”, der er lavet i samarbejde med Suspekt.

Folkeklubben spiller i Løkken Idrætscenter torsdag den 29. juli, og billetter kan købes venueticket.dk. Prisen er 285 kroner + gebyr pr. billet.

Dagen efter, fredag den 30. juli, er det Queen Machine, der gæster Løkken Idrætscenter. Her er prisen for en billet 360 kroner + gebyr. Billetterne er også her sat til salg på venueticket.dk.

Queen Machine er det tætteste, vi kommer en dansk klon af det legendariske Queen med den ikoniske forsanger Freddie Mercury. Udødelige klassikere som ”Bohemian Rhapsody”, Radio Ga Ga, ”Don’t stop me now” og ”We are the champions” gengives, så man har svært ved at høre forskel på originalen og kopien.

- Vi glæder os til at kunne byde velkommen til Queen Machine, der tidligere har spillet til Løkken Koncert, og bandet var en del af det oprindelige program for årets koncert, så vi glæder os over, at vi kan byde velkommen til Danmarks bedste kopiband, siger Kim Bach, der varsler flere koncerter end blot de to allerede offentliggjorte.

- Hvis vores planer lykkes, så kan vi også præsentere spændende navne til koncerter den 23. og 24. juli i Løkken Idrætscenter. Det er naturligvis ikke den normale koncertoplevelse på Løkken Stadion, men med de her koncerter håber vi på at give folk en god oplevelse på en anderledes måde, siger Kim Bach.

Fredag er det så blevet oplyst, at Jung og TV2 så går på scenen henholdsvis 23. og 24. juli i Løkken Idrætscenter.

Billetterne til de annoncerede koncerter er eller vil blive sat til salg på VenueTicket.dk

Kim Bach understreger, at alle de gældende regler for socialt samvær vil blive fulgt, og det er et krav, at man som koncertgæst kan fremvise et gyldigt coronapas ved ankomsten til koncerten.

Folkeklubben. Arkivfoto: Martin Damgård

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu