Stor attraktion i byen: 40 ture med museumsskib sidste år
Museumsskibet Snurrevodskutteren HG 159 Johs. Hejlesen gør meget for byen og turismen med sine mange sejlture i havnen og på havet.
D. 11. februar blev der afholdt generalforsamling på Hotel Skagerak i Hirtshals, og her var der mødt 45 af foreningens 195 medlemmer op.
Formanden Ole Nielsen aflagde beretning, hvor han fortalte, at der i årets løb var sejlet meget med egnens skoler i samarbejde med Hirtshals Turisme. Det blev til 30 ture og ti fisketure i løbet af året.
Johs. Hejlesen deltog også sammen med de mange træskibe på Limfjorden.
Sparekassen Danmark havde sponsoreret 15.000 kr. til en ny svineryg på skibet. Ole Nielsen takkede alle de frivillige i bestyrelsen, Hirtshals Havn og Hirtshals turisme samt Haveholdet fra Museumshaven for godt samarbejde.
- Vi takker også alle de virksomheder på havnen, der har ydet en hjælpende hånd til skibet, sagde formanden Ole Nielsen.