Det sker

Se billederne: Idrætscenter fejrede 50-års jubilæum med et brag

31. oktober 2022 kl. 13:45

Efter rigtig mange timers planlægning af Løkken Idrætscenters 50-års jubilæum kulminerede det store arbejde med fejringen både fredag og lørdag i den forgangne uge.

Både beboere fra Ældrecenter Havgården og mere end 200 børn og deres familier besøgte hallen i løbet af fredagen, hvor de opstillede, oppustelige hoppeborge blev flittigt brugt af de yngste.


Svømmehallen blev også fint besøgt, hvor mange hyggede sig i det våde element, ligesom aftensmaden i kantinen ovenpå i form af lasagne med salat og brød lavet i huset var et velsmagende hit.

Lørdag var hallen blevet omdannet til et område med både spisning og koncert. Kl. 17.00 kunne gæsterne sætte sig til bords og nyde tapas garneret med en dj med god gefühl.

I løbet af timerne før koncerten var der taler fra forhenværende og nuværende formænd for centrets bestyrelse, samt formanden for foreningen GVL. Her blev der kigget tilbage på hallens opstart, og især hvilken betydning Løkken Idrætscenter i dag har for foreningslivet, for Løkken by og for omegnen.

Dodo Gad og hendes band gik på scenen klokken 20.00, hvorefter stort set alle gæster gik fra bordene hen foran scenen til den stående koncert.

Her kunne alle opleve bandets kendte hits, ligesom der også var en finte med 'Re-Sepp-Ten', hvilket fik publikum til at synge med på 'Vi er røde, vi er hvide'.

Den legendariske landskampssang er fra 1986, da Danmark var med for første gang ved en VM-slutrunde i fodbold, og blev en del af Dodo's store gennembrud som sangerinde.

Siden da har Dodo and the Dodos bevist igen og igen, at de hører til blandt toppen i dansk musik med bandets bundsolide sound og hendes imponerende stemme.

Koncerten gik rigtig godt i tråd med fejringen af byens idrætscenter, og dets jubilæum blev på denne måde afrundet med en fantastisk stemning.

Annonceret indhold

Nyeste