Det sker

Se billederne: 60 firehjulstrækkere gav den gas på stranden

03. oktober 2022 kl. 13:45

1. oktober var der stort firehjulstrækkertræf på havnen i Hirtshals, hvor der kom folk fra hele landet.

Det var Jacob Poulsen fra Hirtshals, der havde inviteret til det store træf.

- Det er noget af det, vi kan i Hirtshals. Vi har forholdene med de brede strande, og en å der løber ud ind imellem samt lidt små hop i sandet, så det er lige noget for de store og små firehjulstrækkere siger Jacob Poulsen.

- Vi inviterede på Facebook, og i løbet af ingen tid var der 60 biler tilmeldt. Med dem kom 130 personer, som alle nød den smukke natur, vi har her i Hirtshals området. Det at kunne køre på stranden i en afstand på 50 kilometer helt til Skagen er jo helt unikt og er kun noget, som os i Hirtshals kan byde på. Derfor synes jeg, vi har en forpligtelse til at gøre det.

Jacob havde inviteret på morgenmad på Dalsagervej, og der var aftensmad hos Kim Andersen i Vrå. Kim var medarrangør til træffet og er uddannet kok.

- Planen er, at jeg selv laver aftensmaden til de 130 personer, og at vi spiser hos mig i Vrå, sagde han.

Foruden Kim og Jacob hjalp Michael Dommerborg og Kristian Kristiansen også med at få træffet til at fungere, da der skulle være forposter ved blandt andet Uggerby Å, hvor vanddybden kunne være på 1,5 meter. Det gav visse udfordringer, og de biler, der kom over åen, skulle efter turen i åen lukke vand ud fra kabinen.

Annonceret indhold

Nyeste