Oplev italienske operadage i Hirtshals
- Kom og vær med til at opleve nogle af musikhistoriens smukkeste, italienske operaarier i Hirtshals 2. og 3. september. Professionelle sangere fra blandt andet den Kongelige og den Jyske opera vil lørdag og søndag give i alt seks open-air koncerter.
- Byens pladser, bygninger samt havneområdet bliver scener for koncerterne, som med havet som dramatisk medspiller giver operaen optimale udfoldelsesvilkår, lyder det fra initiativtager og tovholder Lisbet Hvid Hermansen, som står bag dette nye kulturprojekt i Vendsyssel.
Lørdag aften afholdes en fælles indendørs koncert med alle sangerne på Nordsøen Oceanarium. 250 gratis billetter hertil var revet væk i løbet af få dage, men der er fortsat mulighed for at høre de seks open-air-koncerter.
- Hirtshals Operafestival bliver på byens præmisser. Dramaet ligger implicit i Hirtshals' DNA - derfor kan Hirtshals i kraft af sin historie, autencitet og sin helt unikke beliggenhed ved havet og samtidig midt i naturen, danne den perfekte ramme for Hirtshals Operafestival, siger Lisbet Hvid Hermansen.
Alle koncerter er offentligt tilgængelige og gratis.
- Det et af foreningens mål, at alle skal have mulighed for at opleve operaens unikke genre og gerne i mere uformelle omgivelser. Da operaen blev født i Italien, kunne man netop høre små omrejsende trupper optræde på byernes pladser, oplyser Lisbet Hvid Hermansen.
- Vi ønsker også at få operaen ned i børnehøjde. Derfor vil Hjørring Kommunes skoler i god tid inden festivalen få tilsendt inspirationsmateriale om opera, som lærerne kan inddrage i undervisningen, siger Lisbet og hendes sparringspartner Helle Løchte.
- Det er desuden foreningens mål, at Hirtshals Operafestival bliver en tradition af høj kvalitet og vi kan allerede nu afsløre, at vi er ved at planlægge næste års festival. Foreningen har været så utroligt heldige at få kongelig operasanger Sine Bundgård med i bestyrelsen. Sine har, via sin mangeårige internationale operakarriere, et kæmpe netværk og kan derfor være med til at samle nogle af de bedste sangere til Hirtshals Operafestival fremover.
- Jeg blev inspireret af Aalborg Operafestivals altankoncerter for knap to år siden, og har siden søgt en række fonde og sponsorer. Alle bidrag fra fonde, sponsorer, Hjørring Kommune, Region Nordjylland samt stor lokal opbakning og støtte fra en række frivillige, har været medvirkende til, at vi nu kan afholde den første operafestival i Hirtshals. Vores absolutte hovedsponsor er Hirtshals Sparekasses gavefond, som donerede 100.000 kroner, fortæller Lisbet Hvid Hermansen.
Man kan se mere på hjemmesiden www.operavedhavet.dk samt på Facebook og Instagram.
De medvirkende i år er mezzosopran Andrea Pellegrini, tenor Jacob Skov Andersen, sopran Anne-Kristine Skov Andersen, baryton Leif Jone Ølberg, pianist Laurits Dragsted samt pianist, skuespiller og konferencier Jacob Beck.