Når ost og øl går hånd i hånd: Deltag i fejring 19. maj
I oktober sidste år kunne vi fortælle om, hvordan Ingstrup Mejeri var begyndt at arbejde sammen med Vrå Bryghus i forbindelse med innovativ nytænkning.
Samarbejdet førte til nogle spændende nyskabelser inden for ølproduktion, som har fået meget ros siden da.
Fejring af samarbejdet
På baggrund af det unikke samarbejde, så arrangerer Ingstrup Mejeri og Vrå Bryghus i fællesskab igen en præsentation af øl brygget med vallen fra mejeriet, samt udvalgte oste.
Denne præsentation foregår på Ingstrup Mejeri fredag 19. maj 2023 i tidsrummet fra kl. 12.00 til kl. 16.00, hvor både mejeristen og brygmesteren naturligvis vil være til stede.
Til arrangementet i efteråret kunne man i forbindelse med produktionen af øl med valle præsentere stout - nu fejrer man også samarbejdet med frugtøl, red ale og weis beer.
Smagsprøver på stribe
Mejerist Kenneth Christensen vil på dagen også give smagsprøver på nogle af mejeriets egenproducerede oste, ligesom man i mejeributikken kan finde et stort udvalg af oste og andre lækre specialiteter fra både ind- og udland.
Samtidig vil Vrå Bryghus med brygmester Kent Boalth i spidsen servere smagsprøver på øllene med valle - det vil derfor være muligt at købe både øl og ost med hjem på dagen.
Den hyggelige fejring vil blive krydret med musik foran mejeributikken fra bryghusets husmusiker, irske Dominic Kelly, der er en yderst erfaren og værdsat sanger og banjospiller.