Turen går blandt andet til Rhododendronparken i Brønderslev
Det sker

Lokal forening tager på tur: Du kan komme med

23. maj 2023 kl. 14:01

Vi har tidligere skrevet om Løkkens Aktive Kvinder i Løkken Folkeblad, og nu er de igen klar med et nyt arrangement, hvor bestyrelsen bag glæder sig meget til at se mange glade ansigter.

Der er lagt op til nogle rigtig spændende og indholdsrige timer, hvor der bliver aflagt besøg i både Thise og Brønderslev, inden der sluttes af med hyggelig frokost for alle deltagere.

Arbejdet med glasset

Mødestedet på dagen vil være parkeringspladsen udenfor Super Brugsen Løkken med afgang kl. 10.00 - der køres i private biler, og man fordeler sig hos de friske chauffører.

Første stop på dagens tur er Glasgården i Thise, hvor man besøger Heidi Skovsgaard Andersen, der åbnede stedet i 2019, og som gennem nu mange år har arbejdet med glas.

Hun laver blandt andet personlige ting i glas på bestilling herunder for eksempel dørskilte, skåle, lysestager eller værker til nyfødte med oplysninger om den lilles navn, vægt og højde.

Glasgården er også somme tider vært ved særlige arrangementer, herunder også polterabends, ligesom der er workshops, hvor besøgende selv kan lave deres egne nøgleringe.

Parkbesøg og frokost

Næste stop er Brønderslevs Rhododendronpark, som er Nordeuropas største - her findes mere end 1000 planter fordelt på 130 forskellige arter, som blomstrer i både maj og juni.

Midt i hjertet af byen er parken anlagt i 1994 fra en allerede eksisterende park fra 1890 kaldet Hedelundpark, hvor mere end 100 år gamle bøgetræer stadig danner en unik og smuk ramme om besøget.

Det indholdsrige arrangement på årets første kalendersommerdag afsluttes med en smagfuld frokost på den nærliggende Café Kox, som er en socialøkonomisk virksomhed under AOF Vendsyssel.

Sådan kan du deltage

Hvis du nu sidder og tænker, at 'det skal jeg da med til', så tøv ikke med at tilmelde dig - prisen per person er blot 150 kroner for medlemmer og 225 kroner for ikke-medlemmer.

Bindende tilmelding skal ske senest torsdag 25. maj til enten Anne Marie Henriksen på mobiltelefonnummer 2366 3093 eller Karen Lauritsen via mobiltelefonnummer 4045 2733.

Efter dette arrangement i starten af juni, så er den næste event allerede i støbeskeen - dette kommer til at foregå 17. august, og de aktive kvinder melder ud om dette senere.

Annonceret indhold

Nyeste