Kom med indenfor: Isafold skal på den store prøvesejlads
Isafold Hirtshals er et teknisk vidunder og et skib, der er bygget efter den nyeste teknologi indenfor skibsbyggeri af fiskerifartøjer. Skibet skal nu på prøvesejlads med hele den 16-mands store besætning. Og skibsreder Karsten Mølgaard fortæller, at alt skal afprøves på sejladsen, så skibet er testet helt igennem.
Den nye Isafold er designet af storfiskeren Henning Kjeldsen, som under færdiggørelsen solgte skibet til skibsrederne Lise Bjørn Jørgensen og Karsten Mølgaard.
Skipper er medejer
Skibsrederne ejer nu 94 procent af skibet, mens de sidste 6 procent ejes af Christian Larsen, som er en af skipperne på Isafold. Den anden Isafold-skipper er Jesper Nielsen.
Karsten Mølgaard fortæller, at den nye Isafold i hovedreglen fisker med trawl, men måske også lidt med not.
Isafold skulle nok kunne klare opgaverne til havs med sine fem motorer, der tilsammen har 9.248 HK fordelt på to propeller.