Idrætscenter fejrer 50-års jubilæum: Går all-in med festlighederne
Løkken Idrætscenter har siden 1972 været et samlingspunkt for alle i og omkring Løkken, og nu er det endelig tid til at fejre dets 50 års jubilæum henover to dage i slutningen af oktober.
Der inviteres derfor indenfor både fredag 28. oktober og lørdag 29. oktober til et fyrværkeri af aktiviteter og festivitas.
- Vi har valgt at gå all-in med fejringen, for alle i Løkken og omegn skal virkelig kunne mærke, hvor glade vi er for, at så mange besøger os jævnligt, smiler centerleder Per Mejlholm.
Farverig fredag fyldt med aktiviteter
Om fredagen har man valgt at fejre jubilæet med et større program, som allerede starter om formiddagen, hvor blandt andet både børnehave og ældrecenter kommer på besøg.
Senere på dagen er der familievenlige aktiviteter, hvor der er forhindringsbaner, hoppeborge, børnenes rekordbog og meget mere.
- Der er ingen tvivl om, at vi er meget stolte af vores faciliteter, så denne dag handler det mest om fejringen af idrætshallen, som igennem så mange år har betydet så meget for så mange, bekræfter Per.
Klokken 18.00 til klokken 19.00 er der fællesspisning i cafeteriet, hvor man til 50 kroner pr. person kan få aftensmad.
Bagefter fortsætter flere af aktiviteterne i hallen, ligesom der også vil være mere sjov i svømmehallen.
Livlig lørdag i festens tegn
Om lørdagen handler det mere om fest, der samtidig er en fejring af byen og området.
- Byen er med sin størrelse heldig at have bygningen, når man tænker på, at Løkken kun har godt 1600 fastboende indbyggere plus omegn. Centret har været et fast sted at komme for mange igennem flere generationer, og det vil vi gerne fejre at sætte pris på sammen med alle, der har lyst til at komme, siger Per.
'
Programmet starter klokken 17.00 med en afslappet forfest, hvor en lækker tapasmenu krydres med musik fra en dj, der med dæmpet musik i nogle timer frem skaber en ideel baggrund for fællesspisningen. Her kan man så også gå lidt rundt omkring ved bordene og hilse på hinanden med hyggesnak, inden koncertnavnet går på.
Klokken 20.00 indtager erfarne Dodo & The Dodos scenen, hvor der er lagt op til et brag af en stående koncert, der indeholder bandets ørehængere, såsom 'Sømand af verden', 'Vågner i natten' og 'Vi gør det, vi kan li'.
- Dodo & The Dodos har besøgt Løkken før, og lørdagens koncert glæder vi os også enormt meget til at dele med alle. Det bliver jo ikke mere dansk end det, og mange kan synge med på sangene, fortæller Per begejstret.
Efter koncerten skruer dj'en lidt op for sin musik, så man kan fortsætte med at feste løs indtil omkring midnat.
Løkken Idrætscenter før, nu og i fremtiden
Igennem årene har der været mange oplevelser i centret, som også har haft besøg af kendte kunstnere, der har givet glade minder.
Man har blandt andet kunnet tilbyde koncerter med Gasolin, Sweet & Slade, Svenne & Lotta, Bamse, Shu-bi-dua, Walkers, Mud, Fumble og Showaddywaddy igennem det sidste halve århundrede.
- Der har været mange gode timer her igennem årene, og vi gør vores allerbedste for at fortsætte med at kunne levere på alle hylder hver dag. Samtidig er vi ikke blege for at tænke nyt og prøve på at udvikle os hele tiden, så vi ikke står stille. Vi skal samle i flok, fastslår Per.
Spisningen om fredagen kræver tilmelding, og billetter er påkrævet til koncerten om lørdagen.