Billede beskrivelse

Hør om Generation Z, Alpha og det digitale liv

14. april 2023 kl. 11.01

Igennem en årrække har Danmarks Lærerforening, Lærerkreds Nord og Folkekirkens Skoletjenester i Frederikshavn og Hjørring haft et samarbejde omkring undervisning, skoler og dannelse.

Det udsprang af det landsdækkende projekt ”Hvad skal vi med skolen” og der har undervejs været flere spændende initiativer med foredrag og workshop.

Pt. er der ikke så meget aktivitet i det landsdækkende projekt, men det afholder ikke de lokale parter i at holde fast i samarbejdet og et nyt godt initiativ og projekt, oplyses i en pressemeddelelse. 

Denne gang har man inviteret den kendte og ofte brugte medieanalytiker og forfatter Camilla Mehlsen, der er inviteret til at holde et foredrag om digital dannelse og like-kultur med fokus på børn og unge.

Børn og unge i dag er de første generationer født ind i en digital tid. 

Generation Z og Alpha har med digitale medier fået nye muligheder for læring, kommunikation og identitetsdannelse og udvikler nye både gode og dårlige vaner på denne baggrund.

Med afsæt i aktuel forskning og samfundstendenser giver Camilla Mehlsen et tankevækkende indblik i børn og unges digitale liv og dykker ned i, hvordan mekanismer i den digitale verden påvirker den enkelte, fællesskabet og samfundet.

Lærerkreds Nord og Folkekirkens Skoletjeneste har inviteret bredt ud til foredragsaftenen, som foregår tirsdag 25. april klokken 18.30-20.30 på Sindal Skole.

De håber at se lærere, pædagoger, præster, kirke- og kulturmedarbejdere, forældre og andre med interesse for og berøring med børn og unges digitale liv.

Arrangementet er gratis og uden tilmelding, så alle interesserede kan bare møde op.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste