Billede beskrivelse

Hjørring går futsal-amok: Finalebilletter flået væk på tre minutter

Interessen omkring Hjørrings futsal-eventyr er eksploderet 

02. maj 2023 kl. 13.16
Opdateret kl. 17.27

HJØRRING: Det er en fuldstændig vanvittig interesse, der for tiden retter sig mod spillerne i Hjørring Futsal Klub og mod deres bedrifter på banen.

Se også
Hjørring bragede sig direkte i DM-finalen

I den forgangne weekend sikrede Hjørring sig adgang til årets finalekampe om det danske mesterskab - og klokken 12.00 tirsdag blev billetterne til den første kamp så sat til salg.

Og det gik ekstraordinært stærkt med at afsætte billetterne til det første finaleopgør, der finder sted lørdag 6. maj i Vendiahallen.

- Alle siddepladserne var solgt på tre minutter - og efter 20 minutter var også alle ståpladserne væk.

Det fortæller William Rams, der - udover at være målmand på holdet - er presseansvarlig i Hjørring Futsal Klub.

Selv om det denne gang gik så stærkt som aldrig før med at sælge billetterne, så er det efterhånden helt normalt, at der er udsolgt til futsal-kampene i Hjørring.

- Vi har været så heldige, at der jo faktisk har været udsolgt til alle vores kampe i hele sæsonen, siger William Rams.

- Vi var jo også i finalen sidste år, hvor det dengang varede en time at sælge billetterne. Men vi kan godt mærke, at der er endnu mere hype denne gang. Og det er måske fordi, at folk virkelig tror på, at vi kan hive finalesejren hjem, som udover DM-guldet også vil give os en Champions League-kvalifikation.

Rammen betyder meget

I finalen venter Futsal Gentofte, der de fem seneste år har hentet det danske mesterskab - og i alt er blevet mestre otte gange på 10 år. 

Mod så svær en modstander betyder det ifølge William Rams meget, at Hjørring Futsal Klub kan præsentere knap 1000 tilskuere på lægterne, som er det en fyldt Vendiahallen rummer.

- Det er ekstremt fedt at opleve vores hjemmebane, når den er fyldt. Jeg synes virkelig at klubben har fået sat en fed ramme op omkring vores kampe, og det er ikke noget, der ses andre steder i Skandinavien, forklarer han.

- Vi laver da også de bedste resultater på vores hjemmebane, fordi vi nærmest bliver båret frem. Og det bliver selvfølgelig også ekstremt vigtigt i forhold til at kunne lave den overraskelse, som det vil være, hvis vi slår Gentofte. Så som spillere sætter vi utroligt stor pris på den opbakning, vi får fra publikum, siger William Rams.

Efter lørdagens første finaleopgør skal der spilles en returkamp i Gentofte lørdag 13. maj. 

Da Gentofte vandt grundspillet i futsal-ligaen vil en eventuelt tredje kamp også blive spillet på udebane for Hjørring Futsal Klub.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste