HJØRRING: Fremtidsforsker Denis Rivin gæster Hjørring Bibliotek.
Han ved en del om, hvordan fremtiden ser ud - for os alle sammen - og det vil han fortælle om torsdag 19. april klokken 14.
Vi lever i en utrolig tid, hvor den teknologiske udvikling gør alle i stand til at forbedre verden - og der sker fantastiske fremskridt hver eneste dag.
Men hvad består den teknologiske udvikling af? Hvad er fx kunstig intelligens og bioteknologi, hvilke andre teknologier drejer det sig om, og hvad vil det sige, at der om få år kommer yderligere 3 milliarder mennesker online? Hvad kommer det alt sammen til at betyde for uddannelse, arbejdsmarked og alderdom, og hvorfor er disse "fantastiske fremskridt" så svære at få øje på, hvis de sker hver eneste dag?
Kom op og lyt med, når Denis Rivin, der er 33 år og uddannet i Kunsthistorie og Digital Design og Kommunikation, forsøger at svare på nogle af netop disse spørgsmål. Han har mange års erfaring med kulturelt iværksætteri, men har de sidste fire år skiftet fokus til teknologisk udvikling, hvor han bl.a. arbejder med fremtidsforskning.
Der tages ikke entré, men af hensyn til beværtning skal der printes en gratis billet via billetten.dk.
Fremtidsforsker giver bud på fremtidens alderdom
Denis Rivin har de sidste fire år skiftet fokus til teknologisk udvikling, hvor han arbejder med fremtidsforskning
13. april 2018 kl. 17.40