Billede beskrivelse

Etape to er i gang: Der har været første spadestik på stort byggeri

14. marts 2024 kl. 17.00

Den store gule gravemaskine klarede første spadestik og leverede en stor skovlfuld jord foran fødderne på Arne Andersen og Jesper Carlsson.

Dermed er arbejdet med at opføre yderligere 3 blokke med i alt 48 boliger i ”Byen i Parken” i Dronningensgade i gang.

- Vi starter lige efter påske, fortæller Arne Andersen Vrå A/S, der også denne gang er totalentreprenør på projektet.

Forventningen er, at de nye boliger, der udgøres af 32 lejeboliger og 16 ejerboliger, er indflytningsklar lige omkring sommer/efterår 2025.

Billede beskrivelse

Det er Home i Hjørring, der skal stå for at sælge de nye boliger, når de er færdige. Ejendomsmægler Jesper Carlsson fortæller, at der allerede er stor interesse for de nye boliger.

- Vi tror ikke, at de bliver noget problem hverken at udleje eller sælge, for vi får allerede mange henvendelser, siger Jesper Carlsson og kollegaen, ejendomsmægler Casper Knudsen.

De opfordrer alle interesserede til at kigge forbi byggepladsen Påskelørdag den 30. marts

Her er der nemlig åben byggeplads/skurvogn fra 11.30 – 13.00.

- Her er vi klar til at svare på spørgsmål, og man kan også blive skrevet op til en bolig, siger Jesper Carlsson.

Billede beskrivelse

Arne Andersen fortæller, at han har indtryk af, at beboerne i de allerede opførte bygninger er faldet godt til.

- Der er blandt andet et godt fællesskab her. Mange nyder, at det er et byggeri, hvor man både kan være sig selv, men også søge sammen med andre, siger han.

- Og så ligger det jo helt centralt, det er der også mange, der sætter pris på, fortsætter han.

Byen i Parken er resultatet af en arkitektkonkurrence, udskrevet af Hjørring Kommune. Totalentreprenør Arne Andersen Vrå A/S fik projektet i samarbejde med Bjerg Arkitektur.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste