Byens koncertsted trak mange gæster - og et enkelt polterabend
HIRTSHALS: Per Windahl Jensen - bedre kendt som Per Kro - lavede endnu engang en stor gratis lørdagskoncert for rigtig mange mennesker denne lørdag, hvor vejret viste sig fra sin fineste side.
Koncertstedet foran Hirtshals Kro har vist sig at være et stort musisk og kulturelt samlingssted for de mange lørdagskoncerter, der bliver afholdt i løbet af sommeren på initiativ af Per Kro.
Denne lørdag var det en veloplagt forsanger i Slåbrock Band, Kjeld Torbjørn, der sang for de mange gæster til koncerten på Hirtshals Kro. På scenen var også verdens næstbedste guitarist, Chris Borup fra det lokale Humphrey Band, som også er fra Hirtshals.
Kjeld Torbjørn leverede de gamle nostalgiske sange, som kun Slåbrock Band med Kjeld Torbjørn kan, og det var noget, de mange fremmødte kunne lide at høre på.