Billede beskrivelse

Borgmesteren fortalte: - Derfor går det godt for kommunen

01. juni 2024 kl. 14.00

HIRTSHALS: Mange deltog i mødet med Hirtshals Handel og Erhverv, da Nordsøen Fri Fagskole på Vestkajen 6 lagde lokaler til.

Formanden for Hirtshals Handel og Erhverv, Tommy Høj fra Høj Data, fortalte om de mange kommende aktiviteter i byen. Bro synger ved kroen den 6. juni, og der kommer et stort veterantræf lørdag den 6. august, hvor Johnny Hansen fra Kandis spiller, lige efter Fiskefestivalen. Musik Under Trappen starter lørdag den 20. juli og varer en hel uge, fortalte Tommy Høj.

Billede beskrivelse

Handelschefen fortalte, at man havde fået doneret 60.000 kroner til musik i byen, og at spejderne ville hjælpe med at holde byens kummer pæne i Nørregade. Der kommer også nye elektroniske gavekort med en QR-kode, så man altid kan tjekke saldoen på kortet.

Forstander Søren Hall fra Nordsøen Fri Fagskole fortalte om skolens formål og de mange udadvendte aktiviteter, som skolen udøver til glæde for de mange elever. Disse elever bliver klargjort til at få en læreplads eller et erhvervsskoleophold i fremtiden.

- Vi ligner meget en efterskole, hvor vi har elever boende under hele opholdet på Den Fri Fagskole i Hirtshals.

Billede beskrivelse

Chefen for Naturmødet, Leif Lund Jakobsen, fortalte, at Naturmødet for 2024 havde det største og bredeste program siden starten i 2015, og der er 10-års jubilæum i 2025.

- Vi har fået en god evaluering fra Naturmødet med 4 1/2 stjerne ud af 5 mulige, og det er vi godt tilfredse med. Der var ca. 36.000 besøgende i Hirtshals i de tre dage, og det nød detailhandlen, restauranterne og hotellerne godt af, hører vi fra dem. Vi har op mod 200 frivillige til at hjælpe med afviklingen af Naturmødet; uden dem kunne vi ikke klare det store folkelige Naturmøde, sagde Leif Lund Jakobsen.

Borgmester Søren Smalbro fortalte, at Naturmødet kostede 6 millioner kroner, hvoraf 4 millioner var doneret, og kommunen har betalt 2 millioner.

Billede beskrivelse

- Ellers går det godt i Hjørring Kommune. Vi havde seks dyre vinterdage af 1 million kroner stykket, så vi er ca. 8 millioner kroner bag efter budgettet lige nu. Budget 2025 bliver uden nye besparelser. Vi har haft 10 år med store anlægsudgifter, så nu sparer vi på murstenene i den kommende tid. Vi er lidt udfordret på befolkningstilvæksten, så det arbejder vi meget med. Men når vi låner 1 kr., afdrager vi 3 kr. Der er planlagt nye boliger i Lønstrup, og vi har muligheder for noget bebyggelse bag Lidl i Hirtshals, men det er ikke planlagt endnu. Vi har en stor turistsæson foran os, som genererer 2 milliarder kroner i omsætning og giver 3.000 årsværk om året i hele kommunen. Men det går godt i Hjørring Kommune, og nu har vi fået et nyt skilt op ved indfaldsvejen til Hirtshals, som viser, at Hirtshals nu er en universitetsby. Vi har udfordringer med tomme bygninger i Hirtshals, der er i forfald, og det arbejder vi med inden for lovens rammer. Vi arbejder også på, at flere skal tage mere vare på sig selv i fremtiden. Vi var den næstdyreste kommune pr. indbygger, og det vil vi gerne forbedre i fremtiden, sagde borgmester Søren Smalbro blandt meget andet i hans orientering fra Hjørring Kommune.

John Kongerslev fra Byforum Hirtshals fortalte, at indvielsen af den nye bro over Skagerakvej er udsat til den 13. juli, og at der nu er 55 flagstænger i byen, som vil blive brugt til vimpelflagning i sommermånederne.

Billede beskrivelse

Mads Bruun fra Surf og Natur fortalte om aktiviteterne og den fremtidige Vinterfestival, som allerede er under planlægning.

Gry Bruun Nielsen fortalte om Hirtshals Skoles nye tiltag med en ny profil, som vil gavne den gode undervisning af alle børnene på skolen i fremtiden.

Mette Jensen orienterede om Lions' store møde med 10 deltagende lande, der alle var kommet til Skaga Hotel fredag den 31. maj. Rikke Vandsted fra B&B udtrykte glæde over det store samarbejde, der var på tværs af alle foreninger og organisationer i Hirtshals.

- Næste møde i Hirtshals Handel og Erhverv bliver den 6. september, fortalte handelschefen Per Martensen til slut på mødet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste